Da Jonas Kragekjær trådte ind hos Vemmelev Stålindustri som lærling, lå det ikke i kortene at han her 10 år senere skulle stå som medejer af virksomheden. Men med en solid faglig uddannelse i bagagen, samt et stort engagement i arbejdet og egen fremtid, står den unge virksomhedsejer nu stærkt i erhvervslivet. Han savner større fokus på fordelene ved at vælge en faglært fremtid.
Det var en helt klassisk situation Jonas Kragekjær stod i, da han efter 10. klasse endnu ikke var helt afklaret omkring, hvad fremtiden skulle bringe.
– Jeg ville gerne læse videre indenfor noget med computere og it, men jeg var simpelthen for skoletræt.
Tankerne strejfede kort at komme i lære som elektriker, før Jonas’ far foreslog en læreplads som industritekniker.
– Det havde aldrig sagt mig noget før, men jeg kom herud og efter et halvt års prøvetid, startede jeg som lærling.
Jonas Kragekjær udviste talent for faget og blev hurtigt belønnet for en dedikeret arbejdsindsats.
– Jeg har fået meget ansvar i en tidlig alder. Jeg har selv været meget opsøgende på det. Ansvaret har gjort, at jeg hurtigere er blevet dygtig, idet jeg har prøvet mange ting og lært meget.
Står stærkt med faglig uddannelse
Efter endt læretid, blev Jonas Kragekjær fastansat hos Vemmelev Stålindustri. Med fast indkomst voksede opsparingen, og mens mange af de gamle kammerater, der valgte den akademiske vej, stadig studerer, er Jonas Kragekjær i en alder af bare 26 år blevet medindehaver af sin arbejdsplads igennem 10 år. Et ejerskab han er trådt ind i pr. 1. januar i år og deler med Jan Damlund.
– Tiden er fløjet afsted. Jeg har hele tiden tænkt, at jeg kunne læse videre, men jeg har altid følt mig godt tilpas her. Jeg kan ikke se mig selv arbejde med andet.
Vemmelev Stålindustri er en mindre fremstillingsvirksomhed med tre svende og en lærling ansat.
Jobbet på Vemmelev Stålindustri har været afvekslende, da der bliver løst mange forskellige arbejdsopgaver her, som underleverandør til industrien. Evnerne indenfor teknik og it er der god brug for ved de computerstyrede maskiner, mens der også er en del kundekontakt.
Det har givet Jonas Kragekjær en solid ballast til at stå stærkt i erhvervslivet. Og hvis ønsket om at læse videre bliver større en dag, er der mange muligheder for at videreuddanne sig, bl.a. til produktionsteknolog, ingeniør, konstruktør, maskinmester eller teknisk designer. At besidde praktisk erfaring giver ekstra god ballast under studierne og flere jobmuligheder efterfølgende.
Faglært fremtid har fået et forkert stempel
Jonas Kragekjær har ikke et øjeblik fortrudt, at han er gået håndværkervejen, og hans råd til unge, der er i tvivl om, hvad de skal efter grundskolen, er da også klart:
– Kom ud og tjen nogle penge, mærk erhvervslivet. Det er stemplet som lidt dårligt i dag, men det er det ikke.
I den sammenhæng savner Jonas Kragekjær et større fokus fra uddannelsesinstitutionerne til at tale faglærte uddannelser op og formidle dem bedre. Her ligger der en stor, uforløst opgave, ifølge den unge virksomhedsejer.
Samtidig bør man ifølge Jonas Kragekjær kigge på grundforløbet på faguddannelserne. Den teoretiske læring skal hænge sammen med den virkelighed, man møder i erhvervslivet.
Jonas Kragekjær stiller sig gerne til rådighed for at fortælle om sine erfaringer ved at vælge den faglærte vej. Han lægger ikke skjul på, at der ingen smutveje til succes, men tager man ansvar for sin egen tilværelse, er ydmyg og besidder en vis portion selvkritik, så er den inden for rækkevidde.

Del dette indlæg