Erhvervshus Sjælland står klar til at hjælpe virksomheder, der er udfordret på økonomien. Fortroligt, uvildigt og omkostningsfrit.
Energiregningen og materialepriserne er skudt i vejret. Samtidig er danskernes penge til nyindkøb og investeringer pludseligt blevet små. Den aktuelle krise rammer lige nu de små og mellemstore virksomheder hårdt – og udsigterne til en bedring er ikke gode.
– Lige nu er det vigtigt, at du som ejerleder mærker efter, hvor det går hen – og om det er noget, du kan håndtere, eller om du har brug for at få sparring om økonomien” siger Steen Munk, der er kriseøkonomisk ekspert i Erhvervshus Sjælland. Han peger på, at det er vigtigt at reagere tidligt og få klaret de nødvendige justeringer og tilpasninger, så snart tallene peger den forkerte vej.
– Jo før man handler, jo bedre. Vi kan ikke udrette mirakler, så hvis en virksomhed har bevæget sig for langt i en forkert retning, kan den ikke altid reddes, fortsætter han.
Få sparring til at træffe de rigtige beslutninger
Erhvervshus Sjælland hjælper hvert år flere tusinde virksomheder med sparring om udvikling, vækst og strategi. Men husets forretningsudviklere træder også til, når virksomheder har brug for sparring til at håndtere problemer.
– Når du bliver udfordret på økonomien, kan det være rigtig svært at bevare overblikket, træffe de rigtige beslutninger – og gøre det i tide. Det er lige præcis, hvad vi kan hjælpe med, så virksomheden ideelt set overlever, måske i en ny struktur, eller den i værste fald må lukke ned. Er der ingen anden udvej, kan vi være med til at sikre, at virksomheden lukker på en ordentlig og kontrolleret måde, der minimerer tabene for ejer og kreditorer, siger Steen Munk.
Både Erhvervshuset og det særlige krisetilbud Early Warning har mange års erfaringer med at hjælpe virksomhederne gennem oprørte vande. Men jo tidligere, virksomhederne tager imod tilbuddet om omkostningsfri hjælp, des bedre.
– Forkerte beslutninger kan være svære at rette op på, ligesom handlemulighederne i det hele taget indskrænkes, hvis du reagerer for sent, konstaterer Steen Munk, der har mange års erfaring med at hjælpe virksomheder gennem kriser.
Fakta: Få sparring til din virksomheds økonomi
Erhvervshus Sjælland er sat i verden for at hjælpe regionens små og mellemstore virksomheder med vækst og udvikling. Det gælder også sparring til en bedre økonomi.
De hjælper med at skabe overblik over:
- Virksomhedens aktuelle drift og cash flow
- Værdier
- Tilgodehavender og gæld
- Ejerforhold, garantier og kautioner mv.
Målet er, at din virksomhed og du kommer bedst muligt gennem krisen. Kommer du i tide, har du langt flere handlemuligheder.
Er din virksomhed ramt eller på vej i farezonen? Få en snak med Erhvervshus Sjælland, før det er for sent. Du er velkommen til at blive sat i forbindelse med den rette kontakt i erhvervshuset via vores erhvervskonsulenter her i Slagelse Erhvervscenter. Ring 70 27 00 30 eller skriv [email protected].
Del dette indlæg