Bilka Slagelse gør det endnu nemmere at handle dagligvarer

Mette N.Detailhandel, Forretningsudvikling, Slagelse

Fra 19. november kan du handle i Bilka Slagelse uden at stige ud af bilen. BilkaToGo er et nyt koncept, hvor du bestiller på nettet og får varerne leveret direkte i bagagerummet i et nyindrettet drive-in område. Det nye koncept gør det let at være kunde og medfører samtidig en udvidelse af medarbejderstaben på en af byens store arbejdspladser.

Man kan købe meget i Slagelses store hypermarked på Idagårdsvej, men tid er ikke i sortimentet. Og så alligevel. For med det nye koncept BilkaToGo er det netop tid, der kan komme i plus på familiernes konto, når indkøb af dagligvarer gøres endnu lettere tilgængeligt.

– Det henvender sig til den travle familie, siger Jakob Larsen, varehuschef i Bilka Slagelse om det nye  koncept, der til november bliver udrullet lokalt.

Via BilkaToGo på nettet kan man afgive sin bestilling af fødevarer, personlig pleje og rengøringsartikler. Ordren skal være Bilka i hænde senest kl. 10 og fra kl. 14 samme dag kan man afhente sine varer indenfor Bilkas åbningstid. 

Ombygning

Konceptet kræver en ombygning af en del af Bilkas varegård og omstrukturering af det nærtliggende parkeringsområde. Her indføres drive-in pladser, hvor man kører frem til en informationsstander, taster sit ordrenummer ind og får varerne leveret direkte i bagagerummet af en Bilkamedarbejder.

– Det er fremtiden, så selvfølgelig skal vi have det her, siger Jakob Larsen, der selv har afprøvet konceptet i Bilka Hundige, hvor man allerede har taget BilkaToGo i brug. Og med stor succes.

Jakob Larsen forventer, at BilkaToGo vil tiltrække nye kunder, der ser fordelen i at gøre det hurtigt og enkelt at få klaret indkøbene. Heriblandt de mange pendlere, der kører lige forbi butikken hver dag. Prisen for at spare tid? 10 kr. oveni det samlede indkøb, der dækker håndtering af ordren. Priserne på varerne er de samme som i butikken og poserne er gratis.

Stor arbejdsplads vokser sig større

Bilka-kæden forventer at have udrullet BilkaToGo i samtlige butikker inden udgangen af året. I Slagelse har planlægningsprocessen været i gang i længere tid. Her har Slagelse Erhvervscenters erhvervschef Per B. Madsen bl.a. bistået Bilka Slagelse for at få nogle af de praktiske foranstaltninger på plads.

– Per har været en supergod kontakt, siger Jakob Larsen, der glæder sig over, at man med BikaToGo kan udvide ikke bare servicen overfor kunder, men også medarbejderstaben. Bilka Slagelse er med 420 ansatte en betydelige lokal arbejdsplads og med det nye koncept forventer man at øge med yderligere 30 ansatte i fuld- og deltidsstillinger.

– Det er dejligt at se, at Salling Group investerer og dermed tror på Slagelse, ikke mindst set i lyset af den stigende konkurrence i branchen, siger Per B. Madsen, der sammen med borgmester John Dyrby Paulsen er på pletten, når Bilka Slagelse den 29. oktober tager første spadestik til den nye udvidelse.

BilkaToGo vil være køreklar i Slagelse fra den 19. november. 

Om skribenten

Mette N.

Del dette indlæg