Café Korn føler sig rigtig godt modtaget i Slagelse

Mette N.Detailhandel, Forretningsudvikling, Slagelse, Vækst Leave a Comment

Efter godt et års forberedelser åbnede familien Poulsen fredag den 1. marts deres femte Café Korn på Sjælland, denne gang på Gl. Torv i Slagelse. Allerede fra de første planer om at åbne i Slagelse var på tegnebrættet, har familien følt sig velkomne og godt behandlet i byen. Så det var med de helt store smil, at de sammen med borgmester John Dyrby Paulsen bød de første gæster indenfor.

– Vi har fået en kærlig modtagelse, lød det fra Jakob Poulsen, da han bød for første gang bød velkommen til Café Korn i Slagelse fredag formiddag. Caféen på Gl. Torv er familiens femte, men det er første gang de på forhånd har modtaget så mange forudbestillinger til spisning på en åbningsdag. – Og vi kender dem ikke, det er ikke familien, grinede Jakob Poulsen, der driver Café Korn i samarbejde med sin bror Morten, sin mor Kirsten og far Henrik.

– Vi har længe ønsket at komme til Slagelse, der har en fantastisk og levende bymidte, fortæller Jakob Poulsen, der beretter om et helt igennem godt forløb med at få etableret caféen her.

– Fra kommunal regi har det været en effektiv proces og en god behandling, udtaler caféejeren og sender samtidig ros til udlejer, EV Bolig, for et godt samarbejde. Udover Slagelse Kommune har også erhvervschef Per B. Madsen fra Slagelse Erhvervscenter været en del af processen med hjælp og sparring. 

– Tak fordi I fik øje på Slagelse, lød det fra borgmester John Dyrby Paulsen, der bød Café Korn hjertelig velkommen som medspiller i bybilledet, før han sammen med Jakob Poulsen trak en kæmpemæssig rød sløjfe af døren.

Fokus på de gode råvarer i en landlig stemning

Café Korn beskriver sig selv som en lidt anderledes café-oplevelse, hvor det du spiser, drikker eller ser omkring dig, er nøje udvalgt for at skabe den rigtige oplevelse og stemning. Indretningen er skabt af dekoratør Bodil Eggebrecht.

Der er fokus på gode lokale varer og specialiteter i menukortet. Derudover kan man købe flere af de lokale varer med hjem.

Familien Poulsen har tidligere drevet landbrug samt produktionsvirksomheden Lammefjordens Kartoffelskrælleri med forarbejdning af kartofler. Derfor har gode og lokale råvarer gennem de seneste mange år været et fokusområde og en passion for familien.

Der er plads til 120 gæster såvel inde som ude – sidstnævnte så snart vejret tillader det.

Læs mere på cafekorn.dk.

Om skribenten

Mette N.

Del dette indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *