Den lokale detailhandel styrkes med ansættelse af detailhandelskoordinator

Mette N. Detailhandel, Korsør, Skælskør, Slagelse, Slagelse Erhvervscenter Leave a Comment

Med opbakning fra både politisk side i Erhvervs- og Teknikudvalget samt fra de tre lokale erhvervsforeninger, Business Slagelse, Skælskør Erhvervsforening og Korsør Erhvervsforening, ansættes der nu en detailhandelskoordinator i Slagelse Erhvervscenter. Hermed tages det første og vigtige skridt i arbejdet med de handlingsplaner, som de tre erhvervsforeninger selv har udformet i kølvandet på den nye detailhandelsanalyse.

– Det har længe været et ønske fra Business Slagelses side at få tilført nogle ekstra ressourcer til at løfte opgaven med at understøtte detailhandlens udvikling. Og det får vi her. Med en detailhandelskoordinator, der arbejder primært i Slagelse, men også i Skælskør og Korsør, får vi en, der kan holde fokus, koordinere indsatserne i de tre byer og som kan være med til at lægge en strategi for fremtiden, siger Torben Kjerulff, formand for Business Slagelse og fortsætter:

​- Der er nok af opgaver at tage fat på, men vi må sande, at der er mangel på frivillige hænder til at udføre dem. Derfor er vi rigtig glade for, at der nu er bred opbakning til at ansætte en detailhandelskoordinator. 

Politisk opbakning

– Det her er en beslutning, som man er enige om i erhvervsforeningerne, og det bakker vi naturligvis op politisk. Med en detailhandelskoordinator får byerne ikke bare ekstra ressourcer til de arbejdsopgaver, der følger med at løfte detailhandlen, men også en specialistviden, som det kræver, udtaler Villum Christensen, formand for Erhvervs- og Teknikudvalget.

Detailhandelskoordinatoren bliver ansat i Slagelse Erhvervscenter og indgår her i den øvrige stab af medarbejdere.

– Vi vil lægge et stort arbejde i at finde den helt rette til jobbet – én, der kan holde fokus på detailhandlen og effektuere på de handlingsplaner, der nu er lagt frem. Det skal ske i tæt dialog og samarbejde med detailhandlen, kommunen og øvrige interessenter, siger erhvervschef Per B. Madsen, der understreger, at det øvrige team i Slagelse Erhvervscenter fortsat vil have fokus på at vejlede og service alle erhvervsdrivende uanset branche.

Stillingen som detailhandelskoordinator vil blive slået op hurtigst muligt. 

Om skribenten

Mette N.

Del dette indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *