Når man som Skælskør Vinhandel har fuld fart på, kan det være svært at finde tid og overskud til at tænke i udvikling. Men der er god grund til at skabe sig tid til det via struktur. For Kurt Mortensen vil det give mulighed for en endnu bedre oplæring af sønnen Sune i branchen og luft til flere efterspurgte arrangementer. Derfor har de to taget hul på nye initiativer, så Skælskør Vinhandel, der til marts kan fejre 25 års jubilæum, kan stå stærkt, også i fremtiden.
Alene æsken udstråler eksklusivitet. Der er tænkt over hver en detalje i indpakningen og i flasken, der indeholder de dyrebare dråber fra det skotske højland. Og kunderne er vilde med det. Kurt Mortensen spår, at flasken, som lige er kommet ind ad døren hos Skælskør Vinhandel, snart vil være på vej ud igen. Samlere og kendere har lært, at de skal holde øje med Skælskørforretningens hjemmeside og sociale medier for unikke varer, som denne.
Den 31. marts kan Skælskør Vinhandel fejre 25 års jubilæum. Med årene har butikken opbygget en stor kundeskare, der rækker langt ud over Skælskørs bygrænse. Her er fuld fart på aktiviteterne og salget af vin til bøffen fredag aften, til de særlige begivenheder og til dem, der har taget interessen for vin et nøk opad, er støt stigende.
Faktisk er der så meget fart på, at drift udfylder alle timerne i åbningstiden og mere til. Dermed er der ikke meget overskud til at tænke i udvikling og fremtidsplaner. Men intentionerne er der, og sønnen Sune, der træder mere og mere ind i butikken, har helt klare planer om at få sat det højere på dagsordenen.
Der skal struktur til
Problematikken står Skælskør Vinhandel ikke alene med. Erhvervskonsulent Lisbeth Eichen fra Slagelse Erhvervscenter ser det som en udfordring hos flere virksomheder, at de er så optagede af drift, at de ikke får hævet sig lidt op over det og får sat en retning på fremtiden. Men med nogle simple greb, kan man ifølge Lisbeth komme ind i nogle gode vaner, der kan ændre på det.
– Jeg har anbefalet Kurt og Sune at få skrevet ting ned, så de får sat ord på de opgaver, de gerne vil have løst og hermed bliver holdt oppe på dem. Og så er et fast ugemøde, hvor de får kigget hinanden i øjnene og talt om tingene, en god idé, siger Lisbeth Eichen.
– Lisbeth er rigtig god, hun hjælper os godt på vej, fortæller Kurt Mortensen, der indrømmer, at dagligdags opgaver har det med at tage overhånd.
– Vi vil gerne skabe mere struktur, så der er plads til udvikling fremfor bare drift. Det vil bl.a. give luft til at vi kan holde nogle flere arrangementer og få sat mere fokus på salg, siger Sune Mortensen, der glæder sig til at tiltræde på fuld tid i butikken efter endt uddannelse i august.
Sune har allerede i et godt stykke tid været en del af Skælskør Vinhandel. Som det unge friske pust, kommer han med mange idéer, men glæder sig også til at kunne suge endnu mere viden og erfaring til sig om vin fra sin far. Det vil en mere struktureret hverdag, give rum og plads til.
En branche i konstant udvikling
Det er en branche, hvor der hele tiden sker masser af nye ting. Vinproducenter eksperimenterer og udvikler sig, nye lande bevæger sig ind i markedet og efterspørgslen på smagninger og arrangementer er stigende.
Skælskør Vinhandel har som nævnt kunder langt ud over lokalområdet. Et helt nyt område, der nærmest er eksploderet indenfor de sidste par er, er vin som investering.
– Det er vine, champagne, portvin og whisky. Interessen er enorm for at investere, både for mindre og ret høje beløb. Det er en spændende udvikling, siger Kurt Mortensen.
Det er nemt at lade sig rive med af den nye investeringsbølge, men som del af det nye fokus på struktur, arbejder Sune og Kurt også på hele tiden at have et spændende sortiment i butikken på Algade med noget for enhver pengepung.
– Vi sælger en rejse, en historie og fortællinger. Kunderne vil ha’ en oplevelse og det får de her, siger Sune.
En oplevelse er i vente for alle fredag den 31. marts, hvor det forestående jubilæum bliver fejret i butikken med fest og farver.

Del dette indlæg