Siden efteråret har Slagelse Erhvervscenter i samarbejde med de tre lokale erhvervsforeninger udbudt 14 workshops under overskriften Digitale Torsdage – 14 håndgribelige workshops, der hver især og tilsammen klæder deltagerne på til at stå stærkere digitalt i forhold til bl.a. branding, kommunikation og markedsføring. Og så er det helt gratis at deltage.
Det er torsdag og det summer ekstra af liv i erhvervscentrets lokaler på Sdr. Stationsvej i Slagelse, hvor endnu en workshop i rækken af Digitale Torsdage finder sted.
Blandt deltagerne er Dorte Glerup, selvstændig med Glerup HR. Hun har håndplukket de Digitale Torsdage, hun finder relevante i forhold til sit arbejde.
– Det er et rigtig godt tiltag, særligt til selvstændige. Der er rigtig meget, vi skal kunne som selvstændige, og her hjælper man os godt på vej.
Digitale Torsdage er 14 individuelle workshops, der omhandler emner som e-mail marketing, facebook annoncering, hvordan man laver sine egne annoncer og præsentationer digitalt, personlig branding på LinkedIn og meget mere. Det er gratis at deltage for alle med et cvr-nummer og man tilmelder sig blot de workshops, man finder vedkommende.
Med bare tre en halv time til rådighed, er der ikke tid til at gå i dybden med hvert emne, men man får en god introduktion til de forskellige områder og mulighed for at lege lidt med de nye færdigheder under workshoppen.
– Man får inputtet, og så kan man vurdere – er det noget jeg selv kan eller skal søge hjælp til det, oplyser Dorte Glerup om sine erfaringer med Digitale Torsdage. Hun fortsætter;
– Det er meget brugbart. Og så er det godt, det er gratis, det hjælper erhvervslivet, lyder det fra iværksætteren, der også anvender Digitale Torsdage til at netværke med de øvrige deltagere.
Vekslen mellem viden og hands-on
Lizette Mørkeberg, konsulent fra virksomheden Medarbejderne, har fundet vej til sin første Digitale Torsdage workshop.
– Det er meget inspirerende, her er en god stemning, lyder det fra konsulenten, der særligt fremhæver vekslen mellem den viden der gives fra oplægsholderen og muligheden for at arbejde med emnet sammen med de øvrige deltagere, som et positivt udbytte af workshoppen.
– Det er en god måde at skabe relationer og hente ny viden på. Jeg glæder mig til at vise det til mine kollegaer, lyder det med et smil.
Fem workshops og en evaluering
Der er endnu fem Digitale Torsdage tilbage her i foråret – den 14. marts, 28. marts, 11. april, 9. maj og 13. juni. De fem workshops afholdes på skift i Slagelse, Korsør og Skælskør, alle dage fra kl. 8.30-11.00.
– Vi har fået mange positive tilbagemeldinger på Digitale Torsdage. Efter sidste workshop evaluerer vi på hele forløbet og ser på, om vi kan tilbyde noget lignende i løbet af efteråret, lyder det fra Tanja Lindersgaard, marketingkonsulent i Slagelse Erhvervscenter og tovholder på Digitale Torsdage.
Del dette indlæg