Med Rasmus Botoft/Else Pelse Pølse Petersen i hopla om konferencier, blev Erhvervs Awards en festlig og fornøjelig aften, hvor syv erhvervspriser blev uddelt til overraskede og glade vindere. Arrangementet blev et flot bevis på, at der er masser at glæde sig over i vores kommune erhvervsmæssigt set.
Med blinkende blitz fra den røde løber og en herlig summen af samtale som baggrundstæppe blev Erhvervs Awards 2023 skudt i gang fredag 10. november. Rammen var endnu engang sat på ZBC, hvor personale og elever havde lagt et stort stykke arbejde i forberedelserne og udførelsen. Flere af eleverne fik her deres ilddåb udi servicering og betjening i en sal fyldt med 430 gæster.
Stemningen var god fra start og den blev ikke mindre god, da konferencier Rasmus Botoft indtog scenen. Med sikker hånd og en særdeles god evne til at sprede godt humør, fik han flere gange hele salen til at ligge flad af grin, bl.a. i sin rolle som Else Pelse Pølse Petersen og Den lille Gumbas.
Årets vindere
Men det var ikke skæg og ballade det hele. Syv erhvervspriser skulle uddeles, heriblandt den ”nye i klassen”, Praktikprisen ved Zealand Sjællands Erhvervsakademi. I et stærkt felt af nominerede i alle kategorier blev vinderne udråbt hen over aftenen og modtog gaver samt velfortjent hyldest på scenen.
Vinderne ved Erhvervs Awards 2023 blev:
- Iværksætterprisen: SMÅK v/Mia Müthel
- Sydbank og Envafors Klima- og Miljøpris: Agroøkologi Flakkebjerg
- Frontløberprisen: Café Vossie v/Anette Voss
- PwC Eksportpris: Flowcon International v/Bjarne og Torben Ibsen
- Praktikprisen ved Zealand Sjællands Erhvervsakademi: Cobot Lift v/Flemming Truelsen
- Slagelse Erhvervsråd Initiativpris: Skel.dk Landinspektører v/Michael Thomasen
- JCI Grangia Erhvervspris: Mick Keller – SBI Erhvervsnetværk/Mit Vestsjælland/Woodys
Fællesskab skaber resultater
Erhvervs Awards er en unik aften at få netværket med øvrige virksomheder i en anderledes ramme. Og netop netværk og fællesskab blev pointeret som vigtige elementer i udviklingen af vores lokale erhvervsliv, i borgmester Knud Vincents tale.
– Vi skal være en kommune, hvor det er let at etablere og drive virksomhed. For at realisere vores mål er partnerskab og samarbejde nøgleord, for vi lykkes bedst i fællesskab. Sammen skal vi skabe en endnu stærkere fremtid både for vores erhvervsliv og for Slagelse Kommune generelt.
Borgmesteren benyttede samtidig lejligheden til at sende sine lykønskninger til vores nabo i nord, Kalundborg kommune, som var aktuel med nyheden om endnu en Novo Nordisk investering på 42 mia. kr. – Der er god grund til at sige tillykke, for når det går godt hos vores naboer, kommer det også til at smitte af på os, lød det fra Knud Vincents.
Mens flere virksomheder modtager nyheden med bekymring over udsigten til at miste arbejdskraft til Novo Nordisk, benyttede Michael Thomsen, direktør i Skel.dk Landinspektører, handlekraftigt sin taletid på scenen som vinder af Slagelse Erhvervsråd Initiativpris til at efterlyse flere unge, der har lyst til at uddanne sig til landinspektører.
Rasmus Botoft rundede sin værtstjans af med en venlig reminder til alle fremmødte virksomheder og gæster om at passe godt på miljøet og vores fremtid.
Sponsorer og frivillige får det til at ske
Erhvervs Awards er en fest for og af erhvervslivet. Lokale virksomheder sponsorerer alt fra råvarer til menuen til underholdning. Således havde revisionsfirmaet Beierholm Slagelse igen været ude med det store checkhæfte, der gjorde det muligt at sende Shaka Loveless på scenen. Sammen med husorkestrer POPlic Service fik han hurtigt sparket gang i dansegulvet.
Udover ZBC stillede også Zealand Sjællands Erhvervsakademi med elever til at hjælpe til med praktiske opgaver, ligesom erhvervsnetværket JCI Slagelse har lagt en hel del frivilligt arbejde i at få festen til at lykkedes.
Erhvervs Awards er arrangeret af Slagelse Kommune i samarbejde med Slagelse Erhvervsråd, PwC, Beierholm, JCI Slagelse, Business Slagelse, Korsør og Skælskør Erhvervsforeninger, Zealand Sjællands Erhvervsakademi samt Sydbank og Envafors.



Del dette indlæg