Opgaven med at tilberede menuen og servere for 450 gæster under Erhvervs Awards, er særdeles nyttig læring for fremtidens faglærte arbejdskraft. Foto: Mette Juhl

Erhvervs Awards er rigtig god læring for fremtidens kokke og tjenere

Mette N. Uddannelse

Den sjette udgave af Erhvervs Awards, hvor vi uddeler seks lokale erhvervspriser i festlige rammer, bliver afholdt i et tæt samarbejde med ZBC. For eleverne bliver det en fantastisk læreplads, hvor de bliver godt rustet til den virkelighed, der venter efter endt uddannelse. Dette samspil med erhvervslivet kommer således begge parter til gode.

Omkring 55 elever og faglærere vil være helt fremme på tæerne på fredag 12. november, når Erhvervs Awards 2021 løber af stablen med op mod 450 gæster. Ikke alene danner uddannelsesinstitutionen på Bredahlsgade i Slagelse rammen om festen, det er elever, der står for borddækning, tilberedning af menuen og servering. Og de glæder sig.

– Det bliver sjovt og meget lærerigt. Det er helt klart noget, som jeg kan bruge i min uddannelse, siger Jennifer Maria Larsen, der via Kokke- og Tjenerskolen går efter en karriere indenfor catering.

– Det er en fantastisk opgave for vores elever og os. Her skal vi løse en virkelig opgave, teori bliver til praksis, siger Marie Lidbjerg, faglærer på Kokke- og Tjenerskolen. Hun supplerer: – Eleverne kommer til at lære noget om ansvar, samarbejde og gør sig vigtige erfaringer. Det er en kæmpe opgave logistisk set og eleverne får travlt. Alene det at holde koncentrationen, når 450 tallerkner skal ud af køkkenet på én gang. Det er sådan en aften, de for alvor finder ud af, om de er til at arbejde i faget i fremtiden eller ej, siger Marie Lidbjerg med et smil.

Spændte og klar

Under Erhvervs Awards 2019 var der også ZBC-elever tilknyttet afviklingen af arrangementet, men denne gang har skolen sagt ja til at påtage sig hele opgaven med mad og servering. Det ser de udelukkende som en fordel, selv at kunne styre processen fra start til slut.

– Der er så meget læring i hele koordineringen fra sammensætningen af menuen og tilrettelæggelse af tidsplanen og til udførelsen. De øver sig i lang tid op til selve dagen, både her på skolen og ude i hallen i dagene op til. De er spændte og de er klar, siger Mona Pedersen, Uddannelsesleder på ZBC.

Med til at gøre uddannelsen attraktiv

Eleverne er på forskellige stadier i deres uddannelsesforløb.  Kun eleverne, der er gået ind i sidste fase, er fritaget, da de skal koncentrere sig om en nært forestående svendeprøve.

– Vi har et mål om, at al uddannelse skal foregå så praksisnært som muligt. Mange af vores elever er enten i små restauranten eller store hoteller. Men da vi ikke har så mange af de sidste lokalt, er det her en enestående mulighed for alle at få prøvet så stor en opgave af. Det er med til at gøre uddannelsen attraktiv, tilføjer Mona Pedersen.

At den finder sted i et så tæt samspil med erhvervslivet, glæder ZBC, der har et klart mål om at være synlige i lokalbilledet som en af de helt store uddannelsesinstitutioner i ikke bare Slagelse, men på Sjælland. Her trækker man elever til fra hele kommunen og så langt som Roskilde, København og Nykøbing F.

Vigtigt, at erhvervslivet byder ind på samarbejde

Også for erhvervslivet og arrangørerne af Slagelse Erhvervsliv, er samarbejdet positivt.

– Hvis vi på denne måde kan bidrage til at gøre opmærksom på uddannelserne og være med til at forme fremtidens faglærte arbejdskraft, er det en gevinst for både os og eleverne. Som en stærk uddannelsesby, er det vigtigt, at vi i erhvervslivet inddrager uddannelsesinstitutionerne og eleverne, giver dem et indblik i arbejdsmarkedet og gør brug af deres kompetencer til begges fordel. Derfor er vi ekstra glade for, at ZBC har budt sig til på opgaven med at afholde Erhvervs Awards, siger Per B. Madsen, erhvervschef i Slagelse Erhvervscenter.

Om Erhvervs Awards

Erhvervs Awards afholdes i et samarbejde mellem Slagelse Erhvervscenter, Slagelse Erhvervsråd, SK Forsyning, PwC, JCI Slagelse samt Korsør Erhvervsforening, Skælskør Erhvervsforening og Business Slagelse. Det er sponsorater fra det lokale erhvervsliv samt frivillig hjælp fra det lokale foreningsliv, der gør festen mulig. 

Se årets nominerede her

Udenlandske kokkeelever undervises i Kokke- og Tjenerskolens køkken.
Om skribenten

Mette N.

Del dette indlæg