Der var glæde og taktfaste klapsalver hos Team Rynkeby Vestsjælland, da erhvervsmand Philip Johansen fra Slagelse, overrakte imponerende 700.000 kroner til holdets indsamling til kritisk syge børn søndag 29. oktober. Et historisk stort beløb!
Tekst af Merete Jensen
Både borgmester Knud Vincents fra Slagelse og borgmester Martin Damm fra Kalundborg var til stede ved den historiske begivenhed, da Team Rynkeby Vestsjælland modtog deres hidtil største enkeltstående donation på hele 700.000 kr. Giveren er 31-årige Philip Johansen fra Slagelse, nu bosat i Dubai.
– Jeg må indrømme, at jeg måtte knibe mig i armen og sætte mig ned, da jeg fik beskeden. Det er et umådeligt stort beløb, som i den grad giver et boost til vores indsamling til kritisk syge børn. At tænke sig, at Philip Johansen har valgt os til at viderebringe pengene, er næsten ikke til at forstå. Ja, man bliver helt rørt over det, lyder det fra kaptajn for Team Rynkeby Vestsjælland, Flemming Pedersen.
Ingen tilfældighed
At det lige netop skulle blive Team Rynkeby Vestsjælland, der skulle modtage det store beløb til holdets indsamling, er faktisk ikke helt en tilfældighed. For i 2016 kørte Philip Johansens danske forretningsrådgiver, Morten Bach Gaarboe – ligeledes fra Slagelse, på Team Rynkeby Vestsjælland sammen med nuværende vicekaptajn, Tom Christensen. Da emnet kom op med, at Philip ønskede at donere penge til kritisk syge børn, var Morten Bach Gaarboe slet ikke i tvivl om, hvor disse penge skulle kanaliseres hen, og han skyndte sig at kontakte Tom Christensen for at få formalia på plads via Team Rynkeby Vestsjælland.
– Vi er sindssygt stolte over og glade for, at Philip Johansen har valgt at begunstige Team Rynkeby med så mange penge. Men vi er også super stolte over, at hans rådgiver, Morten Bach Gaarboe, efter så mange år stadig er ambassadør for Team Rynkeby. Det må betyde, at vi har gjort ét eller andet rigtigt, siger Steffen Juncker, landechef for Team Rynkeby Fonden.
Sorg – midt i glæden
– Det hele giver mening for mig, og jeg må indrømme, at det er en hård dag at stå her, for kun seks timer siden gik min far bort. Han sov ind her til morgen efter at være blevet diagnosticeret med cancer i halsen for 7-8 måneder siden. Jeg ved, hvor forfærdeligt det er at miste en forælder, og jeg kan slet ikke forstå, hvor frygteligt det må være at miste et barn. Derfor har jeg valgt at give en lille del af mit forretningsoverskud til Team Rynkeby Fonden, lød det bevæget fra Philip Johansen.
Millionforretning i Dubai
Det lå måske ikke lige i kortene, at Philip Johansen, 31, skulle blive self-made millionaire med bopæl i Dubai. Philip Johansen er uddannet blikkenslager, og har i mange år arbejdet sammen med sin far, Jens Hansen, indehaver af Slagelse VVS. Efter et par forkerte drejninger på livets vej, besluttede den unge Slagelsemand at vende skuden med økonomisk støtte fra sin mor.
I dag har han etableret en millionforretning med sin virksomhed, Philips Agency, hvor han sælger digitale løsninger og undervisningsvideoer, som kan skabe øget synlighed på digitale platforme som Instagram, Facebook og TikTok. Det er kun 5 måneder siden, at Philip Johansen flyttede til Dubai, hvor han på tredje år i sit forretningseventyr har – ifølge ham selv – rundet en indtjening på imponerende 25 millioner dollars.
– Min far nåede at sige til mig, at han var ”stolt af mig”, og det betyder ALT for mig, siger Philip Johansen, der er glad for, at hans succes giver ham mulighed for at hjælpe andre.
Del dette indlæg