Jeanette og Poul Holm står på appen Attavik, der kan sikre forbindelse mellem telefoner, hvor der ingen dækning eller strøm er. Foto: Mette Juhl

Forbindelse uden internet? Intet problem med app fra Attavik

Mette N.Iværksætteri, Slagelse Erhverv, Virksomhed

Den lokale startup virksomhed Attavik har skabt en app, der gør sig bemærket ved at kunne fungere på steder uden Internet og i områder med dårlig eller ingen bredbåndsforbindelse. Dermed kan brugerne ringe til hinanden i f.eks. katastrofeområder og på steder uden dækning.

Idéen til Attavik appen er opstået under et ophold i Grønland, hvor Poul Holm og Jeanne Holm oplevede problemer med ikke at kunne få fat i hinanden på mobiltelefonen da der ikke nogen forbindelse til en sende mast – en udfordring opfinderen Poul tænkte kunne løses. Her flere år efter er appen blevet til virkelighed og interessen for den teknologiske løsning er stor fra de store techvirksomheder verden over. 

– Vi har lavet en app til IOS, der virker både offline og online, så man kan opnå forbindelse med hinanden, hvor der ingen sendemaster eller internet er, forklarer Poul Holm, som tilføjer, at appen, der online fungerer som øvrige sociale medier, også er på vej til Android.

Attavik appen kan fungere uden internetforbindelse ved kun at bruge Wi-Fi-forbindelse mellem to enheder. Attavik kan også bruges med forbindelse til et offline Wi-Fi-system samt naturligvis online. Når man som bruger er tilsluttet internettet, kan du se andre Attavik brugere på et kort, hvis de er aktive på appen og såfremt man ønsker at være synlig. Det er en funktion der kan slås til og fra.

Det har store fordele i områder, hvor det som udgangspunkt er svært at opnå internetforbindelse, bl.a. i store dele af USA. Derfor har Attavik søgt og fået patent på kommunikationssystemet og går efter at udbrede det netop på det amerikanske kontinent.

Derudover ser Poul og Jeanne Holm muligheder i at kunne udbrede systemet til krydstogtskibe, luftfartsselskaber, minedrift i områder uden forbindelse til omverdenen, fabriksanlæg m.fl., ligesom det vil kunne gøre en forskel i katastrofeområder.

Slagelse Erhverv hjælper med kontakter og tilbud

Poul og Jeanne Holm har arbejdet med Attavik ved siden af deres entreprenørvirksomhed. En tidskrævende og økonomisk tung opgave. Men de tror så meget på idéen, og har fået så meget positiv respons, at Jeanne Holm nu dedikerer sig fuldtids til arbejdet.

– Systemet skal ud og bruges nu. Vi skal have solgt nogle licenser og abonnementsordninger, siger hun.

For nylig tog parret kontakt til Slagelse Erhverv, hvor de i en samtale med erhvervskonsulent Lisbeth Eichen har fået flere input til videre udvikling af virksomheden, bl.a. via tilskudsmuligheder, hjælp til investorpitch, kontakt til erhvervsnetværk og kursustilbud.

Læs mere om Attavik på attavik.com og følg Attavik på LinkedIn for at se test og opdateringer på aktiviteter.

Om skribenten

Mette N.

Del dette indlæg