Forrygende tilslutning til faglært aften med mødre

Mette N. Slagelse Erhvervscenter, Uddannelse

Er det pinligt at have sin mor med i byen? Nej, ikke hvis vi skal dømme ud fra tilslutningen til vinterens store Flere Faglærte-aften den 10. december. Du skal være hurtigt, hvis du skal nå at få en af de sidste ledige pladser. 

Undersøgelser fortaget af Epinion for Undervisningsministeriet viser, at når unge på landets ungdomsuddannelser og mellemlange videregående uddannelser bliver spurgt om, hvem der har påvirket deres studievalg, så kommer mødrene ind på en klar førsteplads skarpt efterfulgt af fædrene.

Derfor har vi i i Flere Faglærte-netværket, i samarbejde med Jobcenter Slagelse og ZBC, sammensat en aften, hvor unge, der overvejer en erhvervsrettet uddannelse, sammen med deres mødre kan møde virksomheder, elever og repræsentanter fra uddannelsesmiljøet til en snak samt høre indlæg om det at være elev/lærling. 

Og det har allerede på ganske kort tid vist sig at være et attraktivt arrangement. De første 100 ud af 150 pladser er revet væk. Så, hvis du også vil sende en mor – eller en far, for han er også velkommen – afsted med en ung, der skal vælge retning i livet, ja, så er det nu du skal slå til.  

Mad og Talbot

Flere faglærte arrangementet finder sted tirsdag den 10. december kl. 18.00-21.00 hos ZBC på Bredahlsgade i Slagelse. I løbet af aftenen vil der være indlæg fra scenen fra lokale virksomheder, der fortæller om de fremtidsmuligheder erhvervsrettede uddannelser åbner op for. Undervejs bliver der tid til at gå rundt i salen og møde virksomheder samt nuværende lærlinge og studerende.

Aftenen byder ligeledes på et let traktement ved ZBCs Foodhall førend standup’er Simon Talbot sender alle hjem med et godt grin.

Det er gratis at deltage, men der er som nævnt begrænsede pladser. Så skynd dig ind på https://www.slagelseerhvervscenter.dk/store/p143/flerefaglaerte.html, hvis du vil være med. 

​Du kan også læse mere her

Om skribenten

Mette N.

Del dette indlæg