Dronningen har været på besøg her og så sent som i efteråret blev virksomheden lokalt hædret med PwC Eksportprisen. Frese A/S er nået langt, siden Børge Frese for 75 år siden startede det hele i en kælder i Slagelse. Onsdag den 1. maj fejrer virksomheden jubilæum med foredrag om fremtiden og reception.
Det startede i det små, da Børge Frese etablerede sit lille støberi af maskingods, potter, pander og lysestager for 75 år siden, men i dag er Frese en stor, international virksomhed, der fra hovedkvarteret i Slagelse trækker tråde til mere end 50 lande verden over.
Frese fejrer sit jubilæum onsdag den 1. maj kl. 14.00-17.00, hvor der inviteres til reception. For alle interesserede starter festlighederne med et foredrag af professor Mark Jolly fra Cranfield University i England under emnet ”Frese Metal 2100 – a vision of the sustainable foundry – the next 75 years”. Herefter er der reception på Sorøvej 8 (indgang fra Strudsbergvej).
Specifikke kundeløsninger
Med over syv årtiers viden og erfaring inden for specialiseret sandstøbning, forsyner Frese sine kunder med specifikke løsninger til selv de mest krævende anvendelsesområder i en række legeringer, herunder bronze, nikkelaluminiumbronze, rustfrit stål og duplexstål.
Frese forsyner en række markedssegmenter, bl.a. marine- og offshoreindustrien, med komponentløsninger, og tilbyder en række tjenester såsom model design og -produktion, MAGMA5-simulering, 3D-sandprint, bearbejdning, certificeret kvalitetskontrol og supply chain management.
Virksomhedens succes tog for alvor fart i 1960’erne, hvor Frese investerede i et nyt projekt med avancerede maskiner til produktion af innovative dynamiske ventiler – ventiler, som Frese stadig udvikler og producerer i dag.
Der er et kontinuerligt fokus på vedvarende udvikling og nye kundesegmenter. Her er medarbejderne en afgørende faktor. Uddannelse og høj service er nemlig to af grundpillerne i Freses succes.
Der produceres i både Danmark og Kina, mens teknologierne anvendes i store projekter verden over. Frese har opbygget et verdensomspændende netværk af specialiserede distributører, salgskontorer og datterselskaber, der dækker alle verdenshjørner i ca. 50 lande. Dette netværk strækker sig fra Europa, Afrika, Mellemøsten til Fjernøsten og New Zealand.
Familien er stadig med
Frese har siden 1989 været opdelt i to selvstændige virksomheder – Frese Metal- og Stålstøberi A/S, der er et high-tech støberi og Frese A/S, der udvikler og producerer de dynamiske regulerings- og kontrolventiler.
René Barington er CEO, men familien Frese er stadig repræsenteret på højt niveau ved Børge Freses børnebørn Kim, Claus og Tina.
Alle er velkomne til receptionen, men tilmelding er nødvendig via følgende link: https://www.frese.eu/hvac/da-DK/Jubi75/Frese-75-aar
Del dette indlæg