Dennis Slott Hansen står bag vikarbureauet Topvikar, der vokser med rekordfart. Efterspørgslen på arbejdskraft i kokke- og tjenerbranchen er enorm. Foto: Mette Juhl

Fritidsjob er vokset til virksomhed med 67 ansatte

Mette N.Iværksætteri

Dennis Slott Hansen har i august startet TopVikar, der formidler tjenere og kokke til vikariater på hoteller, i køkkener og på restauranter. Den lokale virksomhed er vokset med rekordfart, da efterspørgslen på denne type arbejdskraft er så stor, at det er svært at følge med. Målet er udvide vikarbureauet til også at omfatte andre brancher.

Coronatiden fik mange til at genoverveje deres karriere. Èn af dem er Dennis Slott Hansen fra Slagelse. I mere end 20 år har han fløjet som steward, men da corona lagde en storstilet dæmper på flytrafikken, skiftede han spor og blev ansat som HR-chef i et vikarbureau.

Vikarbureauet gik konkurs og i stedet for at se tilbage på sit tidligere fag, valgte Dennis i foråret at starte på uddannelsen til social- og sundhedsassistent. Med sine mange år med service i luftfartsbranchen og en oprindelig uddannelse som tjener, er det at yde service og hjælpe andre helt nærliggende for Dennis. Men de sidste par måneder har en helt anden beskæftigelse optaget det meste af hans tid.

– Jeg har hele tiden haft tanken om at starte mit eget vikarbureau. Først for sosu’er, men det blev altså for hotel- og restaurationsbranchen i første omgang, fortæller Dennis.

For at få lidt ekstra indtægt til livet som studerende, begyndte Dennis nemlig at leje sig selv ud som tjener i fritiden. Her fandt han hurtigt ud af, at efterspørgslen på personale, både tjenere, køkkenassistenter og kokke, er enorm.

– Det startede med, at jeg blev spurgt om jeg kendte 10 mere, der kunne tage med ud. I dag har jeg 67 ansatte i TopVikar.

Stort potentiale i markedet

Dennis koncentrerer sig i første omgang primært om at servicere kunder i Slagelse, Næstved, Kalundborg og Sorøområdet. Men allerede nu ser han et stort potentielt marked på Fyn og i Jylland.

– Jeg har simpelthen kunder på venteliste i øjeblikket, men det er vigtigt for mig at kunne levere en god service til de kunder jeg har, derfor tager jeg ikke flere ind lige nu.

– I TopVikar er vi professionelle. Vikarerne møder til tiden og leverer kvalitet. Derfor er det vigtigt for mig, når jeg ansætter nye vikarer, at det er nogle, der er dygtige og initiativrige, understreger Dennis, der daglig modtager ansøgninger fra både faglærte og ufaglærte i alle aldre, der ønsker at blive en del af TopVikar.

– Det er simpelthen gået så stærkt. Jeg investerede hurtigt i en app til at styre vagterne og et økonomiprogram. Jeg har slet ikke nået at bygge en hjemmeside ordentlig op endnu, smiler Dennis.

Fart giver udfordringer, men mod på mere

At blive kastet hovedkulds ud i iværksætteri på denne måde, er en læringsproces. Heldigvis kan Dennis læne sig op ad sin mands erfaringer, da han også har egen virksomhed.

– I starten tænkte jeg; Jeg prøver. Jeg havde slet ikke forestillet mig, det skulle blive så stort. Det er en fuldt booket hverdag med uddannelse og virksomhed. Det er svært at følge med og der er mange bolde i luften. Det kræver struktur, siger Dennis og fortsætter:

– Rekrutteringen er udfordrende. Samtidig har jeg oplevet, at bl.a. dagpengesystemet sætter visse begrænsninger for vikarerne og dermed også for mig. Og det er ærgerligt for vikariaterne til dem er der.

Men der er ingen planer om at sætte tempoet ned i TopVikar. Målet er stadig, at det på sigt også skal blive vikarbureau for sosu assistenter, pædagoger og pædagogiske assistenter. Nu fokuserer Dennis i første omgang på at få gjort sin egen uddannelse som sosu assistent færdig.

Fra Slagelse Erhvervs side hjælper vi Dennis med sparring og vejledning, så han får skabt en god struktur og brugt sin sparsomme tid bedst muligt i udviklingen af TopVikar.

Læs mere om TopVikar på topvikar.dk eller følg facebookgruppen.

Om skribenten

Mette N.

Del dette indlæg