Iværksætterprisen blev pga. corona sidst uddelt i 2019. Her var modtageren KystfiskerKompagniet,, der her er repræsenteret ved David Lange (tv.). Erhvervschef Per B. Madsen overrakte prisen. Foto: Evan Hemmingsen

Hvem skal modtage Iværksætterprisen 2021?

Mette N.Iværksætteri, Slagelse Erhvervscenter

Efter et års coronapause, er Slagelse Erhvervscenter og samarbejdspartnere nu igen klar til at hædre en lokal iværksætter for sin ekstraordinære gode idé eller arbejdsindsats, når Iværksætterprisen uddeles under Erhvervs Awards til november. Og du kan være med til at bestemme, hvem der skal have prisen.

By Asbæk, Bughi og senest Kystfisker Kompagniet er blandt de tidligere modtagere af Iværksætterprisen. Men hvem skal have det ekstra skulderklap, den offentlige anerkendelse og 10.000 kr., der følger med prisen, når den uddeles under årets store fest for erhvervslivet, Erhvervs Award?

Det kan du være med til at bestemme. Alle iværksættere i Slagelse Kommune kan indstilles, virksomheden må blot ikke have et cvr-nr., der er mere end 3 år gammel på indstillingstidspunktet.

– Det er syvende gang vi uddeler Iværksætterprisen til en dygtig, lokal iværksætter. Det gør vi for at fejre, værdsætte og anerkende de iværksættere, der hver dag lægger en stor indsats i at skabe en lokal erhvervssucces. Og dem er der rigtig mange af, siger Bolette Trier, erhvervskonsulent i Slagelse Erhvervscenter.

Sådan indstiller du din kandidat

Hvis du vil indstille en iværksætter til Iværksætterprisen 2021, skal du blot sende en mail til Bolette Trier på [email protected] med begrundelse for, hvorfor iværksætteren eller virksomheden fortjener at vinde prisen. Vi skal have din indstilling i hænde senest den 19. august.

En dommerkomite, bestående af kompetente erhvervsfolk fra lokalområdet, udvælger tre finalister på baggrund af en række kriterier, bl.a. nytænkning og fremtidsmuligheder.

Uddeles under Erhvervs Awards til november

Spændingen udløses under Erhvervs Awards, der efter et års coronapause er tilbage fredag den 12. november. Arrangementet afholdes i år i tæt samarbejde med ZBC i Slagelse, der både lægger rammer til og står for menuen samt servering. Her er plads til 450 gæster og stort set alle pladser er allerede afsat.

Udover Iværksætterprisen uddeles Initiativprisen ved Slagelse Erhvervsråd, PwC’s Eksportpris, JCI Grangia Erhvervsprisen, Sydbank og SK Forsynings Klima- og Miljøpris samt den nye Frontløberpris.

Iværksætterprisen uddeles i et samarbejde mellem Slagelse Erhvervscenter, Revisionsfirmaet PwC, Ret & Råd Advokater Slagelse, Balance ApS Arbejdsmiljørådgiver og personlig udvikling samt St. Galla Galleri ved Branka Lugonja.

Læs mere på: https://www.slagelseerhvervscenter.dk/ivaerksaetterprisen.html

Om skribenten

Mette N.

Del dette indlæg