Interesse for at optage film har ført til iværksætteri

Mette N. Iværksætteri, Korsør, Slagelse

Coronatiden gav Patrick Dufrêche den tid og ro, der skulle til at udvikle sin stil og blive endnu skarpere til film- og fotooptagelser. Så da der kom flere og flere forespørgsler på hans arbejde, var han ikke i tvivl – iværksætteriet skulle prøves af og Fresh Lens Productions blev en realitet.

– Jeg har en trang til at skabe noget selv og dreje det i den retning, jeg vil.

28-årige Patrick Dufrêche er iværksætteren bag den nye, lokale virksomhed Fresh Lens Productions. Herigennem tilbyder han filmproduktioner samt drone- og fotooptagelser, primært til markedsføring på alt fra websites til sociale medier.

Selv om iværksætteriet endnu er relativt nyt, er Fresh Lens Productions kommet rigtig godt fra start.

– Det er spændende og jeg har masser at lave. Kunderne kan godt li’ min stil og den følelse, jeg lægger i mit arbejde.
I sine optagelser kommer Patrick Dufrêche rundt på det meste af Sjælland. Når han ikke er på optagelser eller i gang med klipning af materiale, er han at finde på Vækstfabrikken Slagelse, der holder til på Posthuset. 
– Jeg har brugt Slagelse Erhvervscenter til iværksættervejledning og blev herigennem opmærksom på stedet. Her kan arbejde med mine egne og kundernes projekter, men får jeg stemningen fra en arbejdsplads, et netværk og sparring.

Startskud under studierne

Det var i en studiegruppe under sit kandidatforløb, at Patrick Dufrêche for alvor blev interesseret i filmproduktion.

– Vi skulle bruge en film og det vidste mine studiekammerater lidt om, hvordan man gjorde. Jeg synes det var spændende og ville gerne lære mere om det. Jeg startede med at filme med min egen telefon, men har siden købt mere professionelt udstyr.

Efter endte studier indenfor it-baseret markedsføring og webkommunikation, har Patrick Dufrêche via lokale jobs videreudviklet på sine evner til at planlægge, optage og klippe film, og har samtidig bygget nye kompetencer indenfor grafisk design ovenpå.

– Jeg filmede også en del i min fritid og lagde nogle af dem på de sociale medier. Så begyndte jeg at få forespørgsler på mit arbejde og tænkte, at hvis jeg skulle prøve det af som iværksætter, så skulle det være nu.

Spændende at tage ejerskab for eget projekt

– Jeg er ved at finde den vej, jeg skal gå. Lige nu er det processen i at gøre tingene selv, der er spændende.

Selv om der er masser at tage fat på for Fresh Lens Productions lige nu, så er Patrick Dufrêche meget bevidst om, at han skal ud og markedsføre sig selv, så han kan holde gryden i kog.

Og som om et nyt iværksætteri ikke er tidskrævende nok, så finder den aktive og initiativrige Patrick Dufrêche også tid til at dyrke volley på eliteplan i Volleyklubben Vestsjælland.

Læs mere om Fresh Lens Productions og se filmeksempler på: freslensproductions.dk og på facebook. 

Om skribenten

Mette N.

Del dette indlæg