Frank Landgren har startet virksomheden Have, Jord & Beton. Sideløbende har han taget uddannelsen til klimahåndværker. Foto: Mette Juhl

Iværksætter har hænderne godt skruet på

Mette N.Bæredygtighed, Iværksætteri, Slagelse Erhverv, Uncategorized

Have, Jord & Beton er en nyere lokal virksomhed, hvor firmanavnet giver et godt fingerpeg om, hvilke typer af opgaver her tilbydes. Bag virksomheden står Frank Landgren, der sætter omtanke for klima og miljø højt i sit daglige arbejde.

Idéen om at starte egen virksomhed lå længe og lurede i baghovedet før Frank Landgren i oktober 2022 tog springet og skabte Have, Jord & Beton med udgangspunkt i Kr. Stillinge ved Slagelse. Her tilbydes alt indenfor betonarbejde – støbning, reparationer m.m. – samt diverse have- og anlægsopgaver.

– Jeg er en erfaren betonarbejder, som har gået med tanker om, hvordan jeg synes man bør udføre arbejdet med en vis kvalitet og ikke mindst en god og høj standard. Ved siden af betonverdenen har jeg hjulpet med havearbejde rundt omkring, så det var oplagt at tage det med ind i virksomheden.

Frank Landgren fik lavet et logo, en hjemmeside og flyers. Men hvordan man kommer i gang med at bygge sit iværksætteri op herfra, kontaktede han Slagelse Erhverv for at få mere viden om. Her blev han bl.a. peget i retning af specialiseret vejledning og mulige netværk.

Vilje til at lykkes

Starten var ikke uden bump på vejen. Som ny enkeltmandsvirksomhed skulle det vise sig at være svært at få adgang til nødvendigt materiel og materialer, men med stålfast vilje og ved at smøge ærmerne op, lykkedes det Frank Landgren at komme i gang.

– Jeg startede med at blive hyret ind hos en samarbejdspartner til opgaver, mens jeg fik opbygget en kreds af private kunder. Jeg brugte en del tid det første efterår og vinter på, at gøre opmærksom på mig selv, fortæller Frank Landgren.

Klimahåndværker

Frank Landgren har sideløbende uddannet sig til klimahåndværker og tilbyder derfor også at løse alle typer af opgaver indenfor beton, jord og haveservice. Samtidig fokuserer han på bæredygtige løsninger i sin virksomhed, hvad enten det handler om miljøvenlige arbejdsmetoder eller klimavenlige materialer, der er med til at spare på CO2-udslippet.

Derudover går 20 kr. pr. faktura fast til plantning af klimatræer i Danmark, ligesom der sættes fokus på biodiversitet. Der er siden januar 2024 plantet 63 klimatræer og dette vil forsætte året ud, fortæller Frank Landgren.

– Jeg vil gerne skille mig ud på klimafronten med at få bæredygtige materialer og produkter ind i byggeriet, så når opgaven afleveres, leveres den til gavn for kunden og jorden, dette her gælder indenfor beton – og havearbejde. Vi er nødt til at tænke på fremtiden, konstaterer Frank Landgren.

Glad iværksætter

Selv om starten på iværksætteriet ikke har været uproblematisk, har Frank Landgren ikke fortrudt et øjeblik.

– Det er godt at have sit eget. Jeg er helt sikkert blevet klogere på en hel masse hen ad vejen, som jeg har fået erfaring med. Nu skal jeg fokusere på at skabe et større netværk og finde nogle flere samarbejdspartnere så virksomheden kan vokse og udvikle sig, slutter iværksætteren.

Læs mere om den lokale virksomhed på: havejordbeton.dk

Om skribenten

Mette N.

Del dette indlæg