På bare tre år er Kærsgaard Motorservice i Slagelse ekspanderet over flere gange. Bag virksomheden står 26-årige Mike Kærsgaard Antonsen, der er drevet af en passion for at udvikle egne idéer. Han er en af tre nominerede til Slagelse Erhvervscenters Iværksætterpris 2018.
Det grå domicil syner ikke af meget udefra, men så snart man kommer ind hos Kærsgaard Motorservice på Odensevej i Slagelse, er man ikke i tvivl om, at her er man landet i en specialbutik. Indehaver Mike Kærsgaard Antonsen er solidt velfunderet i sin branche – han ved, hvad han taler om.
Mike Kærsgaard Antonsen startede som selvstændig tilbage i 2015 og siden da har der været fuld fart på. – Nogle gange er det svært at følge med ens egne idéer, smiler han.
Faktisk er der så meget gang i den, at Kærsgaard Motorservice i år er nomineret til Slagelse Erhvervscenters Iværksætterpris ved den kommende Erhvervs Awards 2018.
– At der er andre, der kan se, det er en god idé, det man har gang i – det er fedt, siger en glad virksomhedsejer.
Gør tingene på sin måde
Mike Kærsgaard Antonsen har kørt motocross i mange år og drømte om at få en læreplads i en motorcykelforretning. Det blev sværere end som så. Med en omvej via et grundforløb som først tømrer og senere automekaniker, endte han i praktik på et motorcykelværksted, hvor ejeren fik øje på potentialet, og lærepladsen kom i hus.
Det blev til syv års ansættelse inden behovet for at udvikle egne idéer blev så stort, at Kærsgaard Motorservice blev en realitet. – Jeg vil gøre tingene på min egen måde.
– Jeg startede med at leje et lille værksted, men da jeg blev autoriseret Kawasakiforhandler tog det fart, fortæller Mike Kærsgaard Antonsen.
Egentlig havde den unge iværksætter ingen intentioner om at blive sælger, men efterspørgslen gik hurtigt på det og i dag er værksteds- og butiksdelen omtrent lige store. Varesortimentet har også forandret sig med tiden fra at være meget motocrosspræget til nu også at rumme en hel del udstyr til motorcykler.
Udover værksted og forretning har Kærsgaard Motorservice i dag webshop og er fast sponsor for et motocrosshold. Selv er Mike Kærsgaard Antonsen dog ikke så meget ude at køre mere, det lader han andre om i dag og koncentrerer sig om sin virksomhed i stedet.
En af de største udfordringer som iværksætter, har været at give ansvar fra sig. Men også her har Mike Kærsgaard Antonsen taget et livsspring og har i dag en lærling ansat. Og når han bliver udlært næste år, er planen at en ny skal have chancen for at lære faget fra bunden.
– Det giver mig meget, at jeg kan leve af det, jeg brænder for – og at jeg kan give det videre til andre.
Næste skridt
Virksomheden er ekspanderet så hurtigt, at selv om der er taget først et lokale og så et til i brug, er pladsen alligevel for trang i dag. Derfor går Mike Kærsgaard Antonsen netop nu og vender tankerne omkring, hvad næste skridt i udviklingen af Kærsgaard Motorservice skal være.
– Jeg bliver nok aldrig tilfreds, men det er også det, der driver det. Det er sjovt at udvikle på egne idéer, siger den energiske iværksætter, der lægger så mange timer i sit livsværk at det mere er en livsstil end et arbejde.
– Det er min passion. Jeg vil opnå nogle ting og jagte nogle drømme, slutter Mike Kærsgaard Antonsen.
Del dette indlæg