Konsortium køber Stignæsværket og transithavnen

Mette N. Forretningsudvikling, Skælskør, Slagelse Kommune Leave a Comment

Det blev ikke Slagelse Kommune, der blev køber af Stigsnæsværket, transithavnen og kulterminalen ud for Skælskør, men derimod konsortiet Stigsnæs Industripark A/S, der glæder sig til at udvikle området.

Ørsted meddelte torsdag den 9. maj, at salget af Stigsnæsværket og de deraf følgende omgivelser er solgt til konsortiet Stigsnæs Industripark A/S. Bag konsortiet står Rimeco Aktieselskab fra Aabenraa, Kloster A/S fra Løsning, HM Entreprenør A/S fra Horsens samt P. Olesen & Sønner A/S fra Hovedgård. 

– Vi er glade for, at vi med Stigsnæs Industripark A/S har fundet en ny, god ejer af Stigsnæsværket og Stigsnæs Transithavn. Kraftværket har været lukket siden 2012, så i dag bruger vi primært området som kultransithavn. Men da vi har besluttet, at vi fra 2023 ikke længere vil fyre med kul i Ørsted, giver det god mening, at vi frigør arealerne og giver mulighed for ny udvikling i området, udtaler Thomas Dalsgaard, koncerndirektør i Ørsted, i en pressemeddelelse. 

De fire selskaber bag Stigsnæs Industripark A/S har alle stor erfaring inden for nedbrydning, forædling af restprodukter, samt fra transport- og entreprenørbranchen. Med købet overtager de oprydningsforpligtelsen og planlægger at nedbryde de eksisterende kraftværksbygninger med henblik på at udvikle området.

Har kigget på området i nogle år

Rimeco Aktieselskab, der er et af selskaberne i konsortiet, har tidligere købt Enstedværket ved Aabenraa af Ørsted og er ved at nedbryde værket og udvikle området. Rimecos direktør, Klaus Peter Riggelsen siger:

– Vi har kigget på Stigsnæsværket i nogle år. Dels ligger der er en interessant nedbrydnings- og genbrugsopgave i værket, dels er Stigsnæs Transithavn en af de dybeste i Europa, og der er et stort potentiale i at udvikle og drifte denne havn. De partnere, der indgår i konsortiet, besidder en unik kompetence indenfor de områder, som skal indsættes på stedet. Så vi glæder os meget til opgaven.

Kloster A/S har mange års erfaring med transport- og stevedoreopgaver. Direktør Mads Kloster udtaler om deres involvering i projektet:

– Hvis man har ambitioner om havnedrift i Danmark, så står Stigsnæs Transithavn meget højt på ønskesedlen. Havnen har en unik beliggenhed på søkortet, og havnens dybde og store bagland gør, at der er store muligheder for udvikling og for at trække kunder til fra både ind- og udland. 

Sagde straks ja

P. Olesen og Sønner A/S, som er Danmarks største nedbrydningsvirksomhed, ser også frem til opgaven.

– Nedbrydning af store industrianlæg som Stigsnæsværket er en af vore særkompetencer, og da vi fik muligheden for ikke kun at få nedbrydningsopgaven men også at indgå i et konsortium, sagde vi straks ja, siger Peter Olesen, direktør i P. Olesen og Sønner A/S. 

Den fjerde part i konsortiet er HM Entreprenør A/S, der er en af Danmarks største entreprenørvirksomheder, og som i forvejen har mange opgaver på Sjælland.

– Vi leder altid efter interessante opgaver, og vi vil gerne med i projekter, hvor der er andet og mere end bare entreprenørarbejde. Vi glæder os til fremtiden. Havnens bagland er stort, og der vil blive skabt plads til mange nye virksomheder, lyder det bl.a. fra Michael Mortensen, direktør i HM Entreprenør A/S.

Vil inddrage lokalsamfundet

Konsortiet oplyser, at man vil inddrage lokalsamfundet herunder Slagelse Kommune – der altså ikke endte med at blive køber, trods afgivet købstilbud – i processen, så der kan tilføres så megen aktivitet til området som muligt.

Aftalen mellem Ørsted og Stigsnæs Industripark A/S er betinget af myndighedernes godkendelse, og handlen forventes endelig gennemført ved udgangen af 2019. 

Om skribenten

Mette N.

Del dette indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *