Lærlinge er med til at løfte Bagger Låse & Alarm ind i fremtiden

Mette N.Slagelse, Uddannelse, Virksomhed Leave a Comment

Hos Bagger Låse & Alarm prioriteres uddannelse af lærlinge højt. Bagger Academy sikrer struktur på uddannelsen med plads til at udfolde individuelle evner. Gevinsten er engagerede lærlinge, der bidrager positivt til virksomhedens udvikling.

Når samtalen falder på fremtidens faglærte arbejdskraft, herunder den truende mangel på samme, så er Slagelsevirksomheden Bagger Låse & Alarm allerede på forkant med udviklingen. Her har man i flere år taget et aktivt ansvar for at uddanne lærlinge, og er i dag så engagerede på området, at de har modtaget flere anerkendelser for deres indsats.

– Vi bruger meget tid på uddannelse og interne kompetencer, fortæller medindehaver Thomas Bagger.

Via sit eget Bagger Academy har den lokale virksomhed sat struktur på uddannelsen. – Det sikrer, at lærlingene, med kombinationen mellem teori og praktik, hurtigt kommer op på et højt fagligt niveau, og dermed hurtigere bliver selvkørende, forklarer Thomas Bagger.

Det giver gevinst for Bagger Låse & Alarm. Ikke alene klarer deres lærlinge og elever sig generelt rigtig godt, det gør det også let at rekruttere nye. 

Kræver engagement

Bagger Låse & Alarm har 67 ansatte fordelt på afdelinger i otte byer på Sjælland. Heraf er der pt. 11 lærlinge og yderligere 4 på vej ind. Der uddannes såvel låsesmede som elektrikere og handelselever.

– De løfter virksomheden, siger Thomas Bagger, der dog stiller krav til sine lærlinge og elever.

– Vi kræver, at de viser et engagement, også udover kl. 8-16, hvis det påkræves. Til gengæld får de mulighed for at dykke ned i nogle emner, de har særlig interesse i.

Udover faglige kompetencer, vægtes kundeservice højt i Bagger Låse & Alarms uddannelsesforløb.

– Kvaliteten hos vores kunder må ikke svigte, fastslår Thomas Bagger, der løbende også tilbyder relevant efteruddannelse til virksomhedens fastansatte medarbejdere.

Deler ud af sin viden

Indsatsen indenfor uddannelsen har for nylig været med til at kåre Bagger Låse & Alarm til Årets Sikkerhedsvirksomhed 2018. Og den lokale virksomhed har da også repræsentanter siddende med der, hvor fremtidens uddannelse bliver optimeret på landsplan, bl.a. i Sikkerhedsbranchen og Låsesmede foreningen.

Lokalt deler Bagger Låse & Alarm gerne ud af sin viden omkring succesfulde lærlingeforløb, bl.a. via Faglært Fremtid – et samarbejde imellem en række lokale virksomheder, Slagelse Erhvervscenter, Jobcenter Slagelse og ZBC. Her stiller både ledelse og lærlinge sig til rådighed for at tage ud og fortælle om uddannelserne på bl.a. folkeskoler. Et tiltag, som Thomas Bagger håber skolerne vil benytte sig endnu mere af fremover.

For nuværende er Bagger Låse & Alarm ikke bekymrede for fremtidens arbejdskraft. De oplever stadig stor søgning til lærepladserne. Og en stor del af lærlingene og eleverne får mulighed for at fortsætte som fastansatte efter endt uddannelse.

Om skribenten

Mette N.

Del dette indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *