Lokal internetudbyder fik travlt, da danskerne blev sendt hjem

Mette N. Iværksætteri, Slagelse

En god og ikke mindst driftssikker internetforbindelse er uundværlig i langt de flestes dagligdag, både privat og arbejdsmæssigt. Det blev ikke mindre tydeligt, da en stor del af os blev sendt på hjemmearbejde i forbindelse med coronakrisen. Fra den ene dag til den anden fik Internet4u ved Torben Ryttersgaard i Øster Stillinge rigtig travlt med at servicere både eksisterende og nye kunder.

Torben Ryttersgaard leverer trådløst internet. Han har gennem sine 20 år som selvstændig erhvervsdrivende opbygget en god, fast kundeskare, primært her på vores hjørne af Vestsjælland. Kundekredsen er et mix af både private og erhvervsdrivende. 

– Jeg tilbyder en pakkeløsning med et stabilt produkt og en god service. Mine kunder kan bl.a. følge driften live og indsende evt. fejlmeldinger døgnet rundt.

De sidste par måneder har Torben Ryttersgaard haft ekstra travlt. Med danskere sendt på hjemmearbejde, steg behovet for internet markant.

– Forbruget steg med 50 procent, nærmest fra den ene dag til den anden, siger Torben Ryttersgaard. 

Behovet for internet stiger støt

Det er særligt i sommerhusområdet, at Internet4u har fået mange nye kunder under den store lockdown. Og der er intet, der tyder på, at vores behov for en god internetforbindelse, falder fremover. Flere har fået øje på fordelene i hjemmearbejde, vi streamer tv som aldrig før, mens gaming kører på højtryk i børneværelserne.

Også i sommerhusene bruger vi mere og mere internet, bl.a.til drift af varmepumper, overvågning m.m.

– Internettet er stadig på vej frem. Alt bliver koblet op på det i dag, f.eks. vores hårde hvidevarer.
Det er med til at øge kravene til os som internetudbydere, siger Torben Ryttersgaard.

Med Internet4u fokuserer han fortsat på at betjene sine kunder bedst muligt, bl.a. ved at rykke hurtigt ud, hvis der opstår problemer. Og da han selv har sat alt udstyr op hos sine kunder, har han lettere ved at opspore fejl og rette dem.

Optimistisk omkring fremtiden

Det er som nævnt 20 år siden Torben Ryttersgaard startede som selvstændig.

– Jeg startede med at reparere computere og sætte regnskabsprogrammer op. Det har givet mig en god ballast. Jeg har selv automatiseret mange arbejdsgange. Det gør det nemmere at drive virksomhed.

I 2011 skiftede Torben Ryttersgaard arbejdsområde til Internet4u. Selv om det er en virksomhed i vækst, er det samtidig en branche med mange om buddet og konstant udvikling. Det til trods, er Torben Ryttersgaard er fortsat fuld af optimisme omkring fremtiden som lokal internetudbyder. 

Læs mere om virksomheden her

Om skribenten

Mette N.

Del dette indlæg