Louise Sjømann overtog sidste år rengøringsvirksomheden Guldmopperne efter en årrække som leder i det offentlige. Det har givet hende en langt større frihed i det daglige samt en mulighed for selv at skabe tilfredse kunder. Her er en god og dygtig medarbejderstab en vigtig brik i det ofte – ifølge virksomhedsejeren – nedprioriterede fag.
Da Louise Sjømann sidste år skiftede lederjobbet i hjemmeplejen ud med titlen som selvstændig erhvervsdrivende, var det med et helt klart ønske om at kunne være den leder, hun selv definerer, og samtidig med et ønske om at komme tættere på borgerne, da hun i hjertet brænder for at hjælpe andre.
Begge dele er blevet opfyldt med Guldmopperne. Virksomheden overtog Louise i oktober sidste år efter sin mor, men hun driver den på sin helt egen måde og succesen er hende egen fortjeneste. Medarbejderstaben er vokset fra 4 til 17 og her stopper det næppe, da der hele tiden kommer nye kunder til.
Guldmopperne, der har udgangspunkt i Korsør, tilbyder rengøring til både private og erhverv, på fast basis eller i enkeltstående opgaver som ved flytning, hovedrengøring eller specialopgaver.
– Det er forholdsvis nyt, at vi også tilbyder vores service til private og det går rigtig stærkt. Vi kunne frygte at mange vil spare på området, men fordi kommunerne sparer, oplever vi, at flere selv tilkøber hjælp, fortæller Louise Sjømann.
Rengøring er ikke ”bare lige”
Medarbejderne er den vigtigste ressource i virksomheden.
– Det er vigtigt, at jeg har tillid til, at medarbejderne er nogle, jeg ved hvad kan. Jeg har en god stabil stab og det er heldigvis nemt at rekruttere nye. Og det er et godt personale, der søger, fortæller Louise.
Det glæder hende ekstra meget, da hun ofte oplever, at rengøring er et nedprioriteret fag.
– Der er lidt en holdning om, at ”alle kan gøre rent”. Men der er faktisk rigtig meget oplæring. Både i den rigtige anvendelse af rengøringsmidler, i ergonomi og i kundepleje, understreger Louise og fortsætter:
– Hos ældre er vi ofte deres kontakt til omverdenen og samtalen med dem er vigtigt. Vi holder lidt øje med dem og tager kontakt til familie eller andre, hvis vi vurderer, det er nødvendigt. Så der er rigtig mange ting i jobbet.
Rækker ud til lokalområdets erhvervsdrivende
I dagligdagen tager Louise Sjømann sig primært af de administrative opgaver. Hun har i mange år arbejdet som leder i hjemmeplejen i Slagelse Kommune og senest i Nyborg Kommune. Derfor er hun stærk i bl.a. vagtplaner og administration, men samtidig ikke bleg for selv at træde til ude hos kunderne, hvis det brænder på.
– I Nyborg var det lange arbejdsuger og jeg savnede familien. Samtidig synes jeg, at vi var kommet langt fra borgerne og kunne bare mærke, at jeg skulle en anden vej. Derfor slog jeg efter kort betænkningstid til, da min mor gerne ville sælge virksomheden. Her kan jeg gøre tingene på min måde og har muligheden for at bevæge nogle andre mennesker på min måde.
En stor del af opgaverne får Guldmopperne ud fra mund-til-mund-metoden. Men Louise har også været handlekraftig og har selv taget kontakt til øvrige erhvervsdrivende i lokalområdet for at få etableret et samarbejde. Et tiltag, der er blevet taget rigtig godt imod.
– Hvis vi er ude hos en kunde, der har brug for at få malet et rum eller fældet et træ, så kan vi jo lige så godt hjælpe hinanden, siger Louise.
Godt med en sparringspartner
Men selv om Louise på mange måder står stærkt som virksomhedsleder, så kan det til tider også blive en ensom post. Derfor blev hun glad, da erhvervskonsulent Lisbeth Eichen fra Slagelse Erhvervscenter for nylig rakte ud til hende med tilbud om en uforpligtende samtale.
– Nogle gange kan jeg godt føle, at jeg står lidt alene med alle beslutningerne. Det følte jeg slet ikke, da Lisbeth var gået. Jeg fik bl.a. en henvisning til hjælp omkring ændring af virksomhedsform hos en advokat, som nu er sat i værk.
Fremtid med flytning
Generelt er der optimisme og positivitet omkring Guldmoppernes fremtid at spore hos Louise. Hvad der skal ske, ja, det ved hun allerede lidt om, da virksomheden pr. 1. december flytter fra hjemmet i Halseby til nye lokaler på Tårnborgvej i Korsør.
– På sigt får jeg nok også brug for en hjælpende hånd til at varetage de administrative opgaver. I forvejen har jeg god hjælp i min højre hånd, Anja, som tager sig af de meget udadvendte opgaver.
– Derudover håber jeg på gode og tilfredse kunder og at jeg kan være den leder, jeg er. Så skal det nok gå, lyder det med et smil.
Del dette indlæg