Mødet mellem virksomhed og praktikant kan allerede fra dag et skabe merværdi i en virksomhed, hvis de giver den studerende mulighed for at blive en så integreret del af virksomhedens dagligdag som muligt. Foto: Zealand Sjællands Erhvervsakademi

Ny pris ved årets Erhvervs Awards hylder den gode praktikplads

Mette N.Uncategorized, Virksomhed

Når erhvervslivet fredag 10. november samles til gallafest i Slagelse Kommune, er det med en ny pris på programmet, Zealand Praktikprisen ved Zealand Sjællands Erhvervsakademi. Dermed skal i alt 7 priser uddeles, når vi hylder vores lokale virksomheder og erhvervspersonligheder ved Erhvervs Awards i år.

Praktikpladser er et vigtig skridt på vejen til fremtidens arbejdsmarked og arbejdskraft. Derfor giver det rigtig god mening at sætte fokus på de gode praktikpladser i sammenhæng med erhvervslivets øvrige fejringer, når der til november afholdes Erhvervs Awards for 8. gang. Rækken af priser udvides således med Zealand Praktikprisen i år.

– Med Zealand Praktikprisen får vi mulighed for at hylde samarbejdet mellem erhvervslivet i Slagelse Kommune og en praktikant fra Zealand. Vi ved, at vores studerende allerede skaber værdi, mens de er i praktik, men det kræver samtidig også noget af erhvervslivet at tage imod vores studerende i praktik. Der er ingen tvivl om, at vi sammen bidrager til vækst, viden og fremdrift i det lokale erhvervsliv, som vil have behov for kvalificeret arbejdskraft – nu og i fremtiden, siger Rasmus Frimodt, rektor på Zealand – Sjællands Erhvervsakademi.

En pris for læring og inkludering

Zealand Praktikprisen uddeles til en virksomhed, der har skabt de bedste rammer for studerende i praktik, som har skabt et praktikforløb, hvor vores studerende får lov at koble teori med praksis, hvor modtagelsen og inkluderingen af praktikanten i det daglige virke har været til stede samt et forløb, hvor praktikanten har fået ansvar og plads til at løse opgaver selvstændigt.

– Zealand Praktikprisen giver mig også anledning til at sige tak til de mange virksomheder, der giver vores studerende plads til at udvikle sig fagligt og personligt. Jeg ser derfor meget frem til at markere vores tætte kobling med erhvervslivet, når vi overrækker prisen ved Erhvervs Awards, tilføjer Rasmus Frimodt.

Fra arrangørernes side, hilses den nye pris ved årets Erhvervs Awards velkommen.

– Samspillet mellem vores lokale erhvervsliv og hele uddannelsesmiljøet er meget vigtigt, både med henblik på at skabe fremtidens arbejdskraft, men også i forhold til at efteruddanne den arbejdskraft vi allerede har. Det er helt afgørende for, at vi kan udvikle vores erhvervsliv og tiltrække nye arbejdspladser. Derfor er vi utrolig glade for, at vi under Erhvervs Awards nu kan sætte ekstra fokus på dette samarbejde med uddelingen af Zealand Praktikprisen, udtaler Jane Dahl, formand for Erhvervs, Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget i Slagelse Kommune.

Billetsalget er i gang

Billetsalget til Erhvervs Awards er i fuld gang. Arrangementet er forbeholdt erhvervsdrivende i Slagelse Kommune, der er derfor ikke salg af billetter til privatpersoner. Du kan allerede nu sikre dig billet til årets store erhvervsevent her: slagelseerhvervscenter.dk/arrangementer

De priser, der i år skal uddeles under Erhvervs Awards den 10. november, er:

  • Zealand Praktikprisen
  • Iværksætterprisen
  • Frontløberprisen
  • PwC Eksportprisen
  • Slagelse Erhvervsråd Initiativprisen
  • Sydbank og Envafors Klima- og Miljøprisen
  • JCI Grangia Erhvervspris

Slagelse Kommune er vært for Erhvervs Awards i samarbejde med Beierholm, JCI Slagelse, Slagelse Erhvervsråd, Korsør Erhvervsforening, Skælskør Erhvervsforening, Business Slagelse, PwC, Sydbank, Envafors samt Slagelse Erhverv – Erhvervsservice ved Storebælt.

Om skribenten

Mette N.

Del dette indlæg