Nyt koncept på Vækstfabrikken Slagelse sætter skub på lokalt iværksætteri

Mette N.Iværksætteri, Slagelse Erhvervscenter, Vækstfabrikken Slagelse

Iværksættermiljøet Vækstfabrikken, der holder til på Posthuset i Slagelse, har fornyet sit koncept og tilbyder nu lokale iværksættere endnu bedre muligheder for vækst. Det sker ud fra iværksætternes individuelle behov via sparring og konkrete planer for udvikling i tæt samarbejde med Erhvervshus Sjælland.

Iværksættere er helt afgørende for at holde gang i udviklingen i Slagelses erhvervsliv. Derfor lancerer Vækstfabrikken Slagelse et nyt koncept, som sætter ekstra fokus på den enkelte iværksætters behov.

– Vi er jo et iværksættermiljø, som sætter mindre fokus på kontorpladsen og mere på virksomhedernes udfordringer og udvikling. Derfor har det altid været sådan, at alle virksomheder får et udviklingsforløb med deres plads. Men nu opgraderer vi yderligere, så virksomhederne får mere individuel sparring og får lagt en plan for udvikling, som vi sammen følger op på. Erfaringsmæssigt ved vi, at det rykker ved succesraten for iværksætteri, fortæller Bolette Trier Nissen, daglig leder af Vækstfabrikken Slagelse. 

Struktur giver udvikling

Vækstfabrikken drives i et samarbejde mellem Slagelse Erhvervscenter og Erhvervshus Sjælland, og for Erhvervshusets forretningsudvikler Claus Kaaber, giver det nye koncept en langt mere struktureret tilgang til at kunne understøtte virksomhedernes udvikling på bedste vis.

– Når man er iværksætter, så sidder man med det hele selv, og der kan et netværk af andre iværksættere, der er på en Vækstfabrik, være rigtig godt. Men for os er det vigtigt at give noget mere. Derfor får man nu et forløb med en erfaren forretningsudvikler, som giver sparring og viden på, hvordan koncept, salg, markedsføring og meget mere kan blive sat op. Alt sammen i en plan, der er lige til at eksekvere på som iværksætter, udtaler Claus Kaaber.

Her kan faggrupper smelte sammen

Vækstfabrikken i Slagelse har eksisteret siden 2011 og har i øjeblikket 15 virksomheder tilknyttet, der repræsenterer et bredt udvalg af brancher.

En af dem er Jesper Martin Gram-Jensen, der står bag virksomheden Excelmate. Han har været selvstændig erhvervsdrivende siden årsskiftet og valgte her efter sommerferien at blive en del af iværksættermiljøet.

– Det er vigtigt for mig at kunne adskille arbejde og privatliv, og det kan jeg her. Og så er det fedt med et miljø, hvor der sker noget. Her er vi flere faggrupper, der kan smelte sammen. Det håber jeg der kan komme nogle spændende projekter ud af, siger Jesper Martin Gram-Jensen og fortætter:

– Muligheden for at række ud efter sparring er til stede og forhåbentlig kan der åbne sig nogle døre til nye kunder.

– Man kan være helt nystartet eller have været i gang i en årrække, det er ikke vigtigt. For os er det vigtigt, at virksomhederne er i udvikling og vil mere. Derudover har vi selvfølgelig alle de professionelle faciliteter, man har brug for, udtaler Bolette Trier Nissen.

Vil du vide mere?

Hvis du vil vide mere om Vækstfabrikken Slagelse, er du velkommen til at kontakte Bolette Trier Nissen på tlf. 29 32 63 62 eller mail: [email protected]. Vækstfabrikken Slagelse ligger sammen med Slagelse Erhvervscenter A/S i det gamle posthus på Sdr. Stationsvej 26, 1. 

Om skribenten

Mette N.

Del dette indlæg