Flakkebjerg kan meget vel gå hen og blive et unikt centrum for udvikling af grønne alternativer og teknologi, der kan fremme bæredygtighed indenfor fødevareproduktion og landbrug. Det åbner et helt nyt samarbejde mellem Flakkebjerg Forskningscenter og Slagelse Kommune op for ved at give plads til øget forskning og udvikling af bæredygtigt iværksætteri.
Lige uden for Slagelse, nærmere bestemt i Flakkebjerg på forskningscentret, der hører under Aarhus Universitet, er man allerede langt fremme på udviklingen af fremtidens dyrkningsmetoder og fødevareproduktion. Den nye samarbejdsaftale med Slagelse Kommune gør det muligt at opnå yderligere fremskridt og skabe et lokalt kraftcenter for grøn udvikling.
Den fireårige aftale indebærer bl.a. ansættelsen af to til fire ErhvervsPh.D.er, der skal understøtte den lokale målsætning om at fremme bæredygtighed, biodiversitet og udvikling af fødevarer.
– Det drejer sig om at lave en grøn omstilling af landbruget og finde alternativer til pesticider. Samtidig skal vi understøtte den plantebaserede fødevareindustri på et forskningsplan, siger Jørgen E. Olesen, professor og institutleder fra Aarhus Universitet.
Flakkebjerg som centralt, grønt udviklingsområde
I aftalen ligger samtidig et mål om at skabe en hub for bæredygtigt iværksætteri ved at stille forskningscentrets faciliteter til rådighed, hvor der er plads til udvikling, forsøg, demonstrationer samt ikke mindst netværk med øvrige aktører på området.
– Flakkebjerg har gennem tiden været unik. Nu ser vi muligheder i, at Flakkebjerg og Dalmose kan blive et centralt, grønt udviklingsområde, også med henblik på udvikling af teknologi til at understøtte den grønne omstilling, siger borgmester Knud Vincents, der glæder sig over den nye samarbejdsaftale.
Han åbner i den forbindelse op for, at man fra kommunens side vil kigge på muligheden for at stille et areal til rådighed – et living lab – der kan fungere som legeplads for udviklingen af fremtidens dyrkningskriterier.
Erhvervscentret som bindeled
Samarbejdsaftalen mellem kommunen og er kommet i stand med Slagelse Erhvervscenter, som bindeled. Herfra har Erhvervskonsulent Mette Reindahl Andersen med sin ekspertise indenfor bæredygtighed haft en central rolle i at forme aftalens fokusområder. Erhvervscentret vil fortsat indgå i en arbejdsgruppe, der skal ansætte ErhvervsPh.D’erne samt være med til at fremme iværksættermiljøet på forskningscentret.
Fremtidsplanerne får endnu et skub fremad ved udsigten til, at der i Slagelse åbner en regional afdeling af erhvervsklyngen Food & Bio Cluster, der netop arbejder for at udvikle og understøtte fødevareindustrien. Fødevarekontoret får placering på Posthuset i Slagelse sammen med bl.a. Slagelse Erhvervscenter.
Del dette indlæg