Øget trafik på Rute 22 giver forretningsmæssige udfordringer

Mette N.Slagelse Erhverv, Virksomhed

Slagelse Lift er en af de lokale virksomheder, der tydeligt mærker konsekvenserne af den stigende trafik på Rute 22 – en vejstrækning, der ikke er skabt til hverken det omfang af bilister eller den tiltagende tunge trafik. Derfor støtter de op om arbejdet for at få etableret en motorvej, som i deres optik vil gavne både erhverv og bosætning.

– Vi er et af de firmaer, der holder i kø i begge retninger. Det sinker os og forhindrer os i at drive forretningen bedst muligt.

Thomas Lindboe, indehaver af Slagelse Lift, er en af de lokale erhvervsdrivende, der har tegnet et medlemskab af Foreningen til Fremme af den Sjællandske Motorvej, bedre kendt som Rute 22, og han er ikke i tvivl om, at noget må ske og ske snart.

– Det er en vejføring, der hører fortiden til, der er behov for en opgradering. Kalundborg er den helt store vækstmotor her i området og særligt Novo Nordisk udbygningen trækker en massiv kø. Trafikken er voldsom på strækningen. Det har jo også betydning for bosætningen.

Vækst kræver god logistik

Slagelse Lift udlejer og leverer lifte og materiel til kunder på hele Sjælland, Lolland og Falster med egne biler og mandskab. De har hovedsæde i Slagelse og afdelinger i Næstved og København. Med sine godt 40 ansatte og mere end 40 års erfaring, er Slagelse Lift en lokal virksomhed i vækst. Senest modtog de i efteråret den sjette Børsen Gazelle kåring. Virksomheden er helt afhængig af en velfungerende logistik i dagligdagen.

– Vi lever af at leje materiel ud og det skal ud til tiden. Vi bliver hæmmet af, at man ikke kan komme frem, både i retning mod Kalundborg og på den trange landevej mod Næstved. Vi bliver fravalgt som leverandør indimellem på grund af den tidsmæssige udfordring, siger Thomas Lindboe.

På høje tid med planlægning

Slagelse Kommune ligger godt placeret centralt i landet, men flere og flere virksomheder breder deres forretningsområde ud over kommunegrænsen – til København, mod Kalundborg og sydover. De er helt afhængige af en let transport af både varer, tjenester og mandskab. Derfor bør der, ifølge Thomas Lindboe, være et større fokus på opgraderingen af rute 22.

– Ønskescenariet er en motorvej, da den aflaster mest og skaber den største trafiksikkerhed. Det er nok også den løsning, der vil møde mest modstand. Det vil tage tid, så det er på høje tid at komme i gang med planlægningen. Vi kan kun støtte op, men i sidste ende er det jo en politisk beslutning, slutter Thomas Lindboe.  

Om skribenten

Mette N.

Del dette indlæg