- Det har været ret overvældende det hele, fortæller Daniel Bønløkke og Tonja Jeppesen om deres virksomhedsrejse, der er gået fra at lave pizzaer på hobbyplan til 3 snart 4 restauranter. Foto: Mette Juhl

Passion for pizza er blevet til succesvirksomhed

Mette N.Iværksætteri, Uncategorized, Virksomhed

På lidt over 3 år har de unge virksomhedsejere, Tonja Jeppesen og Daniel Bønløkke, udviklet deres helt eget restaurationskoncept med Ma Teo. Fra den spæde start på hobbyplan med Instagram som udstillingsvindue, er de nu indehavere af restauranter i Slagelse, Næstved og Marstal med en fjerde på vej i Fredericia dette forår og op mod 30 ansatte på lønningslisten.

– Det har været ret overvældende det hele, siger Daniel og kigger på Tonja. – En skør rejse, griner hun. Men vi er stolte af, hvor vi er nu. Vi er nået længere på det seneste år end vi havde troet. Og vi havde høje ambitioner.

– Det vi laver, er jo ikke revolutionerende. Vi har ikke opfundet den dybe tallerken, men vi kan godt li’ det vi laver og har fundet vores egen måde at gøre tingene på. Vores passion er blevet til et koncept, som vi har stor tiltro til, smiler Daniel.

Som mange andre succeshistorier starter også Ma Teos med, at det hele blot foregik lidt på hobbyplan. Klip til Aalborg i år 2021, hvor Tonja og Daniel legede lidt med ingredienser og bagning af pizzaer i det private og delte ud af tips og tricks på Instagram. I det små begyndte de også at sælge lidt ud af deres pizzaer og så tog det hele hurtigt fart.

– Vi startede med en lille pizzaovn. Det var nogle travle dage, griner parret. Men salget gav os råd til at købe en mere. Vi har aldrig lånt en krone, vi har hele vejen igennem investeret al vores overskud i udvikling, fortæller Daniel.

Ved siden af fuldtidsjob kom der god gang i pizzasalget. Rygtet om de gode pizzaer spredte sig og forespørgsler på at levere til arrangementer opstod og blev imødekommet. Det var i denne hektiske periode, at et bornholmsk røgeri fik øje på Tonja og Daniel og tilbød dem en ledig madvogn. Det blev startskuddet på en tid som restauratører på klippeøen.

– Vi havde en rigtig god sommer med madvognen på Bornholm og bagefter stod vi lidt, hva så nu? Så vi sagde vores jobs op og gik fuldtids ind i vores egen virksomhed, siger Daniel. Vinter blev til sommer, hvor Tonja og Daniel med succes byggede et nyt pizzeria op fra bunden.

Pizzaovn lokkede til Slagelse

– Men Bornholm er for stille udenfor sæsonen. Så da vi finder et tomt lokale i Slagelse, hvor der allerede står den her fantastiske brændefyrede pizzaovn, slår vi til. Det var faktisk ovnen som fik os hertil, smiler Daniel.

Ma Teo Madbar på Ndr. Ringgade blev en realitet i efteråret 2022. Åbningen i den for Daniel og Tonja helt nye by bliver stille, men der går ikke længe før forretningen tager fart og særligt sommeren bliver travl.

– Vi bruger meget de sociale medier til at profilere os og online markedsføring. Samtidig involverer vi os i det lokale foreningsliv for at få et netværk. Og så har vi rigtig gode naboer her, som vi samarbejder med.

– Vi lægger vægt på vores service og salg af lokale og danske varer. Her er ikke kun maden, men også vin, øl og sodavand noget andet end, hvad man nok finder i andre pizzeriaer. Derfor kalder vi det for en madbar, for det er en anden oplevelse vi sælger.

– Vi ved godt, at vores koncept ikke er for alle, men vi vil gerne være et supplement til byerne, til det de allerede har. Vi er gladest, når gæster kommer skeptiske ind ad døren, men går glade herfra, lyder det fra Ma Teos indehavere.

Ambitioner om mere

Daniel og Tonja har høje ambitioner og stoler så meget på eget koncept, at de i foråret 2023 kigger efter nye lokationer til udvidelse af virksomheden. Det bliver i første omgang i Marstal på Ærø i sommersæsonen. Det går godt, så godt, at Ma Teo åbner på Ærø igen denne sommer.

Sommersuccesen gav mod på endnu mere og snart er der underskrevet en kontrakt på et nyt lokale i Næstved, hvor Tonja og Daniel investerer stort i at renovere, få fragtet en pizzaovn hertil fra Italien og ansatte personale. Sidste efterår er de klar og Ma Teo Madbar i Næstved kører nu fint sideløbende med Slagelse. Næste udvidelse er allerede på tegnebrættet. Til april åbner Ma Teo i Fredericia.

Travl tid med stejl læringskurve

I løbet af godt 3 år er Ma Teo vokset til snart fire restauranter med omkring 30 ansatte. Når man er ny i at drive egen virksomhed og udviklingen går stærkt kan det ikke undgås, at man begår fejl undervejs. Samtidig er der meget god læring.

– Der er læring i at skabe noget, som andre er en del af. Vi er blevet meget bedre ledere i takt med at vi har fundet vores egen stil. Vi har f.eks. gjort det helt anderledes med opstarten i Næstved end her i Slagelse. Vi har passion for konceptet og forretningsdelen. Alt omkring personale står vores underchefer for, det er deres kompetence. Det gør samtidig, at vi kan tillade os at holde fri en gang imellem og kan bruge mere tid og energi på udvikling, siger Tonja.

– Og så har vi lært, at man ikke må undervurdere business-to-business netværket, de gode leverandører og at man skal have styr på sine kontrakter, tilføjer Daniel.

Hverken han eller Tonja er vilde med betegnelsen ”iværksættere”. – Vi har kigget på andre og set, hvad har virket og hvad har ikke virket, og så gør vi tingene på vores egen måde. Og hvis vi stoler på vores koncept, så går det hele nok, lyder det med et smil.

Om skribenten

Mette N.

Del dette indlæg