Slagelse Erhvervscenter ansætter eventkoordinator Helle S. Madsen

Mette N.Detailhandel, Slagelse Erhvervscenter

Pr. 1. januar 2020 indtræder Helle S. Madsen i teamet af medarbejdere i Slagelse Erhvervscenter. Det sker som følge af en aftale indgået imellem os og foreningerne Slagelse Festuge, Sct. Michaels Nat samt Business Slagelse. 

– Som ansat i Slagelse Erhvervscenter bliver Helle del af en større organisation, hvor vi kan understøtte hendes arbejde. Her vil hun kunne drage nytte af at sparre med vores øvrige, stærke team af medarbejdere, siger Per B. Madsen, erhvervschef i Slagelse Erhvervscenter.

Helle S. Madsens arbejdsopgaver forbliver uændrede. Hun vil fortsat stå for koordineringen af aktiviteter og arrangementer i Slagelse by i tæt samarbejde med Slagelse Festuge, Sct. Michaels Nat og Business Slagelse. 
– Vi skal støtte op om hendes arbejdsopgaver, være med til at udvikle på dem og professionalisere en del af aktiviteterne. Samtidig har vi en vigtig opgave i at forene det professionelle med det uundværlige, frivillige engagement i de tre foreninger, som Helle arbejder for, udtaler Per B. Madsen og fortsætter:

– Vi vil alle sammen det samme – markedsføre Slagelse på en god måde, så vi kan fastholde og skabe nye arbejdspladser og aktiviteter, der gør byen og kommunen til et godt sted at bo. Og til sammen har vi et stort og værdifuldt netværk, der får tingene til at ske.

Fortsætter det gode samarbejde

– Vi skal fortsætte det gode arbejde i foreningerne med at skabe liv i byen. I den sammenhæng ser jeg det kun som en fordel, at vi nu rykker endnu tættere sammen med erhvervslivet og styrker samarbejdet. Samtidig glæder jeg mig til at få kollegaer at spare med i hverdagen, udtaler Helle S. Madsen om sin nye ansættelse. 

Helle er allerede et kendt ansigt i erhvervscentret, idet hun siden april 2019 har haft kontor her på Sdr. Stationsvej 26, 1. sal. Ansættelsen er endnu et skridt i at gøre Posthuset til det naturlige samlingssted for erhvervsudvikling og erhvervsaktiviteter i Slagelse, som bliver yderligere forstærket af, at vi i starten af det nye år byder velkommen til VisitVestsjælland på 2. sal og samtidig starter et nyt eksperimenterende og innovativt miljø i stueetagen.  

Om skribenten

Mette N.

Del dette indlæg