De store smil var fremme hos både borgmester John Dyrby Paulsen og erhvervschef Per B . Madsen, da der tirsdag 2. november blev underskrevet aftaler på køb af i alt 345.000 kvm jord til erhvervsudvikling på Skælskørvej ved Slagelse.
I lighed med det for nyligt opkøbte erhvervsareal er der her tale om et område helt op ad motorvej E20 og omfartsvejen mod Kalundborg i nord og Næstved i syd.
– Det er en kæmpe glæde, at vi med overtagelsen nu får i alt 500.000 kvm til ny erhvervsudvikling på en meget attraktiv placering. Det har vi i samarbejde med kommunen arbejdet længe for. At det nu lykkes, er en stor gevinst for hele kommunen og mulighederne for øget erhvervsudvikling, siger en tydeligt glad Per B. Madsen
Slagelse Kommune køber knap 70.000 kvm. af Henning Hansen og godt 275.000 kvm. af Lis og Gunnar Uth, begge til overtagelse pr. 1. december i år.
Med i den nye Kommuneplan 2021
En del af området er med i den nye Kommuneplan 2021. Her udlægges 200.000 kvm. til transporterhverv, logistikvirksomheder m.m. som supplement til udviklingen af Transportcentret Stop 39.
Det først indkøbte erhvervsareal i samme område forventes at få en godkendt lokalplan i løbet af foråret 2022.
Har du spørgsmål til det nye erhvervsareal, står Per B. Madsen til rådighed på tlf. 28 80 14 71 / mail: [email protected]
Del dette indlæg