Sørby Esport søger partnerskaber i erhvervslivet

Mette N.Online & IT, Slagelse Leave a Comment

Lokale Sørby Esport er blandt de mest toneagivende e-sportsforeninger i landet. Med nu to fastansatte og etablering af et e-sportscenter i Slagelse til april, forventer ledelsen en forøgelse fra 320 til 1000 medlemmer i år. Som erhvervsmedspiller får man ikke bare synlighed og del i en eksplosiv udvikling, man får også en unik mulighed for at komme tæt på de unges mindset i dag.

Hvad trigger de unge og hvordan får man et budskab igennem, når mange fra denne fremtidens generation i dag sidder forskanset på værelserne med headsets og fuld opmærksomhed på skærmen?

Det ved de faktisk en hel del om i Sørby Esport, der i løbet af små tre års eksistens har oplevet en eksplosiv vækst i antal medlemmer, i høj grad drenge i alderen 7-20 år.

– Mange spørger sig selv, hvordan man fanger de unges opmærksomhed i dag? Det kan vi fortælle noget om, give dem en bedre forståelse for de unge, siger Mark Rentzmann Uhrbrand Kristensen, medstifter af Sørby Esport.

Han og foreningen arbejder på at få etableret et endnu større samarbejde med det lokale erhvervsliv via netværk og partnerskaber. 
– Vi kan godt li’ at fortælle den gode historie, og vi vil meget gerne interagere med vores samarbejdspartnere, fortæller Mark Rentzmann Uhrbrand Kristensen.

En af Sørby Esports store partnere i dag er Elgiganten. De nyder godt af, at foreningen stiller op til forskellige events hen over året, bl.a. turneringer, præsentation af gaming og fortællinger om e-sport.

Sætter præg på e-sporten herhjemme

Som erhvervspartner opnår man eksponering, ikke bare lokalt, men også nationalt. For Sørby Esport er med helt fremme på landsplan. – Når vi gør noget, så sætter vi præg på e-sporten herhjemme, lyder det stolt fra Mark Rentzmann Uhrbrand Kristensen.

En af de nyheder, der har givet genlyd i e-sportverdenen, er etableringen af et e-sportscenter på Parkvej i Slagelse. Med det i fuld funktion, får Sørby Esport mulighed for at øge medlemsskaren fra de nuværende 320 til op mod 1000 allerede i år. Det er godt nyt for de 600 håbefulde gamere, der står på venteliste i dag.

Til at drive centret, har Sørby Esport fastansat Mark Rentzmann Uhrbrand Kristensen og Michael Jantzen. De arbejder på højtryk på at stable økonomi på benene til at indrette centret frem mod åbningen i april, en investering i omegnen af 750.000 kr.

Derudover er godt 80 frivillige tilknyttet foreningen, alt fra trænere til teknisk crew og praktiske hjælpere.

Talentudvikling

Økonomisk opbakning til Sørby Esport anvendes til foreningsdrift, men i høj grad også til spillerudvikling. Og der er flere medlemmer, der ifølge Mark Rentzmann Uhrbrand Kristensen har potentiale til at komme med op og lege med blandt de helt store, som profilerne fra Astralis, der nok er de mest kendte herhjemme i dag.

– Vi har talenter i klubben, og det næste skridt efter os, er professionel gaming, slår Mark Rentzmann Uhrbrand Kristensen fast.

Mens mange fortsat diskuterer, om e-sport virkelig kan betegnes som sport, så er man ikke i tvivl om mål og fokus hos Sørby Esport, der tager deres opgave med de unge alvorligt.

– Vi vil gerne være med til at uddanne de unge, se hvor meget vi kan udvikle dem, siger Mark Rentzmann Uhrbrand Kristensen.

Udover en masse spiltræning, er mentaltræning samt vejledning omkring kost og motion derfor en fast del af foreningsarbejdet. Og særligt et punkt får meget opmærksom i Sørby Esport – sprog og omgangstone.

– Netkulturen har kørt på frihjul i for mange år. Her lærer vi de unge at tale ordentligt til hinanden, understreger Mark Rentzmann Uhrbrand Kristensen.

Og der skal lige dele af det hele til, hvis man gerne vil slå igennem og gøre en karriere ud af gaming, som mange unge drømmer om i dag.

Hvis du vil vide mere

Hvis du vil vide mere om, hvordan du kan drage nytte af et samarbejde med Sørby Esport som erhvervspartner, står Mark Rentzmann Uhrbrand Kristensen til rådighed for en snak. Han kan kontaktes på tlf. 31793737 eller mail:  [email protected].

Læs mere på sorby-esport.dk

Om skribenten

Mette N.

Del dette indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *