Stigende vækst medfører udvidelse af Slagelse Liftudlejning

Mette N. Bæredygtighed, Forretningsudvikling, Vækst

Der er gang i væksten hos Slagelse Liftudlejning. Øgede aktiviteter i det meste af landet og et stadig stigende udvalg af lifte til udlejning, medfører nu en udvidelse af virksomhedens afdeling i Glostrup. Fremtidens store udfordring er at få arbejdskraft nok til at løfte de mange opgaver. 

Om opgaven skal udføres bare et par meter over jorden eller helt oppe i 65 meters højde, så har Slagelse Liftudlejning det materiel der skal til, for at opgaven bliver udført sikkert. Med mere end 200 lifte i vognparken er der stort set ikke den opgave, de ikke kan hjælpe til med at løse. Heller ikke når den moderne arkitektur udfordrer dem på bygningers udformning.

Udlejningen foregår både til kortsigtede og længerevarende opgaver, primært i erhvervsmæssigt øjemed. Udover at sikre konkurrencedygtige priser, er kvalitet og sikkerhed altid af højeste prioritet hos den lokale virksomhed.

– Det er jo ikke bare en bunke jern, vi sender ud ad døren, der følger en grundig rådgivning med, siger Thomas Lindboe, indehaver af Slagelse Liftudlejning. Slagelse Liftudlejning løser opgaver rundt i hele Danmark. – Vi følger med kunderne, fortæller Thomas Lindboe med et smil. Opgaverne, der leveres lifte til, er lige så varierede som udvalget af selve liftene. Det er alt fra malerjobs til opsætning af mobilmaster. Og netop omkring mobilmaster forventer direktøren en øget aktivitet i nærmeste fremtid i takt med at vi skifter fra 4G til 5G netværk.

Kunderne betjenes fra hovedkontoret på Teknikvej i Slagelse samt afdelingerne i Næstved og Glostrup. Sidstnævnte står overfor en udvidelse, så der bliver kortere vej til kunderne, da langt de fleste af de helt store udlejningsopgaver sker i netop hovedstadsområdet.

Fremtiden er digital og grøn

Sideløbende med at passe den daglige drift, arbejder Thomas Lindboe med at fremtidssikre sin virksomhed.
– Vi skal arbejde digitalt og grønt.

Anvendelse af el-lifte og besparelser på brændstof, når materiel køres ud til kunderne, er med til at skubbe til bæredygtigheden i branchen, mens en øget digitalisering optimerer interne arbejdsgange. Erhvervshus Sjælland har bistået med vejledning og støtte til at sætte digitaliseringen i gang.

Samtidig er der indledt et generationsskifte. Thomas Lindboe, der startede Slagelse Liftudlejning tilbage i 1980’erne, er dog langt fra på vej ud af virksomheden, men har et tæt samarbejde med sønnen Anders Lindboe, der på sigt skal overtage.

Behov for flere ansatte

Slagelse Liftudlejning beskæftiger 20 ansatte i dag og behovet for flere er stigende. Men her opstår en af virksomhedens udfordringer.

– Vores begrænsning er arbejdskraft. Det er svært at tiltrække liftmontører og chauffører, som vi i høj grad har brug for, siger Thomas Lindboe. Mens nogle opgaver skal udføres af faglært personale, kan andre løftes via sidemandsoplæring. Alligevel oplever Slagelse Liftudlejning, at det er vanskeligt at finde nye kollegaer.
Endnu har det dog ingen afsmitning på væksten, der fortsætter sin kurve opad. Efterspørgslen på lifte og aktiviteterne er støt stigende hos den lokale virksomhed.

Læs mere om Slagelse Liftudlejning på: slagelselift.dk 

Om skribenten

Mette N.

Del dette indlæg