En samtale med Slagelse Erhvervscenter blev indledningen til en ansøgningsproces, der nu har udløst 25.000 kr. til opgradering af Smartos Group – Din lokale festudlejers digitale profil. Opgraderingen skal løfte brugervenligheden og samtidig lette interne arbejdsgange, så der bliver frigjort mere tid til drift.
På de otte år Smartos Group ved Tony Staes har eksisteret, er Skælskørvirksomheden bare vokset og vokset. Der er fuld fart på festudlejningen og da døgnet kun indeholder et vist antal timer, er det vigtigt kræfterne bliver lagt de rigtige steder – en kontinuerlig proces for alle selvstændige erhvervsdrivende.
Vedligeholdelse og udviklingen af websitet smartos-group.dk er et af de steder, hvor det har knebet med at få timerne til at slå til. Men der er store fordele at hente ved at investere i sin digitale profil.
– Jeg har deltage i mange af erhvervscentrets digitale workshops og her faldt jeg i snak med Tanja (Lindersgaard, marketingkonsulent), der fortalte om tilskudsordningen via SMV: Digital Omstilling, fortæller daglig leder Stine Rasmussen, der tog idéen til sig.
– Vores hjemmeside trænger til at kunne noget mere, lyder det fra virksomhedsejeren, der bl.a. ser fordele i en opgradering af lagerstyringen i forhold til tilbudsgivning og indkomne ordrer. – Vi bruger unødigt meget tid på at tælle efter i dag. Samtidig ønsker Smartos Group at kunne præsentere sine varer bedre, hvilket vil lette og fremme brugervenligheden af websitet.
Ansøgningsproces har sat tanker i gang
Med både erhvervscentrets Tanja Lindersgaard og Erhvervshus Sjælland på sidelinjen som vejledere, fik Stine Rasmussen skrevet og sendt en ansøgning afsted til SMV:Digital Omstilling og glæden var stor, da tilsagnet om 25.000 kr. tikkede ind i mailboxen. Tilskuddet dækker en inspirationsworkshop samt timer hos en uvildig rådgiver.
– Hele processen omkring ansøgningen har sat flere tanker i gang om, hvordan vi ønsker at styrke virksomheden digitalt, fortsætter Stine Rasmussen, der nu som led i den næste proces skal i gang med at opbygge en virksomhedscase, der skal i udbud hos eksterne rådgivere.
– Jeg skal selv lægge arbejde i det, og det er jeg meget tilfreds med.
Hun ser dog fordele i at få nye øjne på den digitale del af Smartos Group, som kan hjælpe til en smidigere drift. Det håber Stine Rasmussen vil kunne frigive tid til nye opgaver i virksomheden.
Smartos Group har et halvt år til at få færdiggjort sin case og få en uvildig rådgiver tilknyttet projektet.
Ny pulje penge i foråret
Der bliver åbnet for en ny ansøgningspulje til SMV:Digital Omstilling i starten af 2020. Følg med på www.smvdigital.dk om hvornår det sker samt om vilkår for ansøgning. Det er også her, der er flere oplysninger at hente, hvis du er interesseret i at blive rådgiver via SMV: Digital Omstilling.
Del dette indlæg