Her ses ved indvielsen fra venstre administrerende direktør Gerhard Deneken, direktør i Landbrugsstyrelsen Jette Petersen samt bestyrelseformand i TystofteFonden Thor Gunnar Kofoed.

TystofteFonden klar til fremtiden med stor udvidelse

Mette N.Skælskør, Vækst

Det var en festdag mandag 22. oktober hos TystofteFonden på Teglværksvej i Skælskør, da man holdt indvielse af den godt 19 millioner kr. dyre nybygning, der sikrer virksomheden et godt udgangspunkt til øgede aktiviteter i fremtiden.

Med indvielsen følger ikke bare moderne faciliteter til sortsafprøvning og kvalitetskontrol af såsæd og frø til marker. Nybyggeriet lægger samtidig op til en udvidelse af medarbejderstaben, der i forvejen tæller 32 ansatte. Vigtige vidensarbejdspladser i Slagelse Kommune, som det blev understreget af viceborgmester Villum Christensen under festlighederne.

Og historien om TystofteFonden er en af de rigtig gode succeshistorier.

– Det var lige før det blev afvikling, men det blev udvikling, lød det fra bestyrelsesformand Thor Gunnar Kofoed, der sammen med en række øvrige, stærke interessenter tilbage i 2014 reddede den lokale virksomhed fra lukning. Det skete da TystofteFonden blev dannet på privat initiativ og fik overdraget nøglerne til den mere end 130 år gamle virksomhed af NaturErhvervstyrelsen. 

– Jeg havde aldrig set det her komme, men jeg er glad for at se udviklingen. Det var nok på tide, udtaler administrerende direktør Gerhard Deneken med et smil.

Medarbejderne bærer udviklingen

TystofteFondens gamle lokaler på samme adresse var blevet for trange. Alligevel har virksomheden formået at skabe udvikling på meget lidt plads.

– Så hvad kan det ikke blive til i de nye, fine lokaler?, lød det friskt fra Jette Petersen, tidligere direktør i NaturErhvervstyrelsen, nu direktør i Landbrugsstyrelsen.  

Hun havde samtidig ros med til medarbejderstaben i TystofteFonden:

– Det er medarbejderne, der løfter opgaverne og bærer udviklingen. Det er godt, der er plads til flere, her i de nye lokaler.

TystofteFondens nye hovedsæde består af en hovedbygning med åbent kontorlandskab, laboratorium, frøkammer og aksrum under samme tag. Byggeriet, der har været et år undervejs, er udført af entreprenør JOSK ApS fra Skælskør. Også Slagelse Kommune blev af Thor Gunnar Kofoed fremhævet som en god samarbejdspartner igennem hele forløbet. 

Om skribenten

Mette N.

Del dette indlæg