Amir Sabet er indehaver af Murermester A. Han har fået god hjælp i sin opstartsfase af erhvervskonsulent Lisbeth Eichen fra Slagelse Erhvervscenter. Foto: Mette Juhl

Ung murermester har fuld fart på virksomheden

Mette N. Forretningsudvikling, Iværksætteri, Slagelse Erhvervscenter

På bare et lille års tid er Slagelsevirksomheden Murermester A vokset med to ansatte og masser af opgaver i ordrebogen. Starten var lidt mere stille end ønsket før en snak med Slagelse Erhvervscenters erhvervskonsulent satte fokus på mulighederne for udvikling af forretningen. Hjælpen har vendt stilstand til fremgang.

27-årige Amir Sabet er ikke en mand, der sidder stille ret længe ad gangen. Derfor generer det ham ikke det mindste at have travlt i sin virksomhed, Murermester A.

– Jeg er vant til at arbejde hårdt. Man skal yde før man kan nyde. Og jeg har løbet rigtig stærkt på det seneste, lyder det fra den unge virksomhedsejer med et stort smil.

Amir Sabet er ikke ny udi iværksætteri. Han stiftede første gang bekendtskab med livet som selvstændig erhvervsdrivende i en helt anden branche. Men arbejdet blev for stillesiddende for den aktive Amir, der derfor gik i lære som murer.

Foret lille års tid siden startede han Murermester A. Opstarten var lidt stille i forhold til at få opgaver ind. Derfor kontaktede Amir Slagelse Erhvervscenter, hvor han fik en god snak med erhvervskonsulent Lisbeth Eichen.

– Hun har hjulpet mig rigtig meget. Vi fik en snak om tilbudsgivning, hvordan jeg får opbygget tillid til min virksomhed og kommer længere ud med min markedsføring. Jeg gik i gang med flere af hendes forslag med det samme jeg forlod mødet, fortæller Amir.

En henvisning til eksterne konsulenthjælp gav inspiration til at få fornyet og forbedret virksomhedens hjemmeside, der nu giver et tydeligere billede af virksomheden og de opgaver Murermester A løser. Det digitale løft er en vigtig del af markedsføringen og tilbudsgivningen. – Folk skal kunne læse om os og se vores arbejde, siger Amir.

Fokus på kvalitet

Hjælpen har givet resultater. I dag har Amir Sabet rigtig travlt, har ansat to nye medarbejdere og er på udkig efter yderligere to. Det er primært erhvervsopgaver, der fylder kalenderen, men Murermester A arbejder også hos private kunder.

Amir stiller høje krav til den kvalitet han og hans medarbejdere leverer. I sin læretid har han bl.a. arbejdet med restaurering af gammelt murværk. Derfor går han meget op i valg af materialer og metoder, når han udfører opgaver.

– Jeg kan godt li’ det gamle håndværk. Det har kvalitet og charme. Samtidig har jeg fokus på bæredygtighed og de muligheder der ligger i det i fremtiden.

Ser lyst på fremtiden

Selv om der lige nu er nok at se til med arbejdsopgaver, afser Amir fortsat tid til at opsøge nye kunder. En arbejdsuge kommer derfor hurtigt op over de 37 timer.

– Jeg kunne godt bruge nogle flere ansatte til at gøre min hverdag lettere. Jeg får allerede hjælp fra min revisor til bogføring og regnskaber m.m., lyder det fra den travle virksomhedsejer, der ved siden af sin murerforretning også administrerer en række ejendomme han ejer.

Men selvom timerne i døgnet er knappe, så passer det Amir godt. Han er stolt af sin virksomhed og ser lyst til fremtiden.

Læs mere om vores gratis vejledning til iværksætter her

Om skribenten

Mette N.

Del dette indlæg