Kildemosens Smedie og Maskinfabrik ved Slagelse drives af direktør og indehaver Helge Dige Olsen (tv.) samt medejer og værkfører Magnus Christensen. Foto: Mette Juhl

Vækst hos Novo Nordisk kommer Slagelsevirksomhed til gode

Mette N.Slagelse, Virksomhed

Med sin evne til at levere kvalitetsarbejde, har Kildemosens Smedie og Maskinfabrik fået et ben solidt plantet på en af landets for nuværende største byggepladser hos vores naboer mod nord. Det bidrager til den lokale virksomheds vækst, både i tal og antal ansatte.

Det startede som en hobby. Blomsterstativer i smedejern og låger med ”krummelurer”, som stifter og direktør Helge Dige Olsen beskriver det med et stort smil. Låger blev til altaner, porte og hegn og snart blev hobbyvirksomheden til fuldtidsbeskæftigelse for ikke kun indehaveren, men også et par mand mere. Siden da har der været fuld fart på udviklingen af den lokale smedie i Kildemosen udenfor Slagelse.

Helge Dige Olsen griner lidt ved tanken om de første produktioner, når han ser sig om i sin virksomhed i dag. Krummelurer er for længst skiftet ud med jernkonstruktioner i en meget større skala og de gamle staldbygninger er omdannet til store maskinværksteder. En udvidelse med et værksted til rustfri produktioner er under opbygning. Det er der en særlig grund til.

Ved siden af sine sædvanlige aktiviteter, har Kildemosens Smedie og Maskinfabrik indenfor de senere år nemlig fået et helt nyt arbejdsområde som underleverandør til Kemp & Lauritsen, der arbejder på Novo Nordisk i Kalundborg. Den lokale ekspertise og det høje kvalitetsniveau er blevet så godt modtaget, at fra medejer og værkfører Magnus Christensen arbejdede her alene, har smedien i dag 20 mand ansat udelukkende til at arbejde på Novo Nordisk-udvidelserne. Men de er forankret som fastansatte i Slagelsevirksomheden, der dermed nu er oppe på 35 ansatte i alt.

Kvalitet frem for alt

Kildemosens Smedie og Maskinfabriks primære arbejde er fremstilling af løftegrej til kraner. Med en evne til at udtænke, tegne og fremstille specialdesignet udstyr, er de en eftertragtet leverandør blandt de største grossister i landet.

– Vi leverer løftegrej i alle mulige størrelser, bl.a. kan man se noget af vores grej i arbejdet med Femernforbindelsen. Men vi leverer også andre specialfremstillede produkter i alle størrelser til industrien og udfører reparationer, fortæller Helge Dige Olsen og fortsætter:

– Vi går gerne efter enkeltopgaverne og får dem gerne fordi vi leverer kvalitet.

God hjælp til rekruttering

Langt størstedelen af de ansatte er smede, heriblandt 3 lærlinge og en ny på vej. Det har indtil videre ikke været et problem at skaffe den nødvendige arbejdskraft, bl.a. takket være et godt samarbejde med rekrutterings- og vikarbureauet Lubi i Slagelse.

Den landlige beliggenhed i Kildemosens fredelige omgivelser, er ingen udfordring for virksomheden, hverken i forhold til rekruttering, logistik eller pladsmæssigt. – Det er kun telefonsignalet, der driller indimellem, smiler Magnus Christensen.

Generationsskifte på vej

Årene er gået siden de tidlige hobbydage i slut 1990erne, men gået godt. Kildemosens Smedie og Maskinfabrik vækster og ser ind i en positiv fremtid. For at sikre fremtiden, har virksomheden startet et glidende generationsskifte. Magnus Christensen, der har været med på rejsen siden 2011, ejer i dag 25 procent af virksomheden og skal om seks år, efter planen, overtage den helt efter Helge Dige Olsen.

De kommende år vil de dog fortsat drive virksomheden sammen.

Om skribenten

Mette N.

Del dette indlæg